30.000 danske kvinder er begyndt at ‘game’ under coronakrisen

Call of Duty er en populær skydespil-serie. Det er et krigsspil, der flere gange er kåret til Game of the Year.
Foto: Hannah Rask

Flere unge kvinder har fået øjnene op for gaming under corona-pandemien. En ny rapport fra Danmarks Statistik viser nemlig, at 30.000 flere kvinder nu ‘gamer’. Stigningen ses for kvinder i aldersgruppen 25-34 år, som spiller på spillekonsoller.

Én af de kvindelige gamere er Isabella Holm på 26 år, som har spillet mere computer, efter at hun er blevet hjemsendt på grund af corona. Isabella Holm spiller blandt andet Apex Legends og World of Warcraft.

Undersøgelsens resultater:

  • Antallet af danskere som primært spiller på spillekonsoller såsom Xbox, PlayStation og Nintendo er steget med 32 pct. efter COVID-19 udbruddet i det danske samfund.
  • Gamernes tidsforbrug på konsollerne har også været mere intensivt under pandemien.
  • Den største stigning i antallet af konsolgamere er sket blandt kvinder på 25-34 år.
  • Der var knap 7.000 kvindelige gamere af denne type i 2. kvartal 2019, et tal som var steget til 37.000 i 2. kvartal 2020.

Kilde: Danmarks Statistik.

– Det er fedt at game, fordi man slår tankerne fra og fordyber sig i spillet. For mig er det sjov og tidsfordriv, skriver hun til Netavisen.

Det samme gør sig gældende for Anna Vestergaard. Hun spiller primært Call of Duty. For Anna Vestergaard fungerer gaming som en god virkelighedsflugt fra hverdagen.

– Jeg synes at gaming er fedt, fordi det er en god form for distrahering. Gaming er bare bedre end for eksempel Netflix, fordi man er mere optaget i det univers, siger hun.

Der bliver snakket meget nedladende i forskellige gaming communities om kvinder. Det er altid sådan noget “din bitch”, “din luder” eller “din cunt”
Anna Vestergaard, gamer

Læs også: Forbud og coronavirus giver gaming kronede dage

Sexchikane og sexime

At der er kommet flere kvindelige gamere, er en tendens som Magnus Groth-Andersen, chefredaktør for online gaming-mediet Gamereactor, er begejstret for.

– Det er svært at finde noget negativt at sige om, at kvinder deltager mere aktivt som entusiaster i branchen og udnytter spilmediet mere aktivt, end de før har gjort. Det vidner måske også om en nedbrydning af nogle stigmatiseringer om, hvem der er en spilentusiast, og hvilke personlige karaktertræk der kræves for at blive anset som en del af den her gruppering i samfundet, siger han.

Selvom flere kvinder er begyndt at game, så oplever nogle dog, at det kan være svært at være en del af gaming-miljøet på grund af sexchikane og en sexistiske kultur blandt gamere på nettet.

– Jeg føler ikke altid, at jeg er velkommen. For det første er kvinderne i de spil, man spiller, altid virkelig seksualiseret, og det er ikke en del af mit kvindesyn. For det andet bliver der snakket meget nedladende i forskellige gaming communities om kvinder. Det er altid sådan noget “din bitch”, “din luder” eller “din cunt”, siger Anna Vestergaard.

Hvad er sexisme?

  • Sexisme er fordom eller diskrimination på baggrund af køn.
  • Sexisme kan være at blive råbt efter på gaden, at blive uønsket gramset på i byen, nedsættende udtryk som ‘tøsedreng’, den måde hvorpå kvindelige politikere bliver omtalt i medierne, forventningen om at alle kvinder ønsker børn, forestillingen om at ‘rigtige’ mænd ikke græder osv., osv.
  • Kvinfo har estimeret, at mindst 20 brancher har været i medierne med historier om sexisme.
  • Det er blandt andet mediebranchen, ungdomspolitik, universitetsstuderende, musikere, læger, byggebranchen, advokatbranchen, i omsorgssektoren, it-branchen og på skoler og gymnasier.

Kilde: Dansk Kvindesamfund, Kvinfo.

I følge Zen Donen, bestyrelsesmedlem i Everyday Sexisme Projekt Denmark, udspringer den sexistiske adfærd blandt gamere af, at sexisme er indgroet i danske kultur.

– Det foregår alle steder, så selvfølgelig foregår det også, når man er kvindelig gamer, siger Zen Donen. 

Læs også: Ny mentorordning skal bekæmpe sexisme i restaurationsbranchen

Lad kvinderne game i fred 

Kvindelige gamere bruger forskellige strategier i gaming-miljøet for at få lov til at spille i fred. For eksempel vælger nogle kvinder at spille kønsneutralt eller som mænd, forklarer Zen Donen.

Og det er noget, som Nina Isis Kinch Bolton kan nikke genkendende til. Hun har selv fravalgt det sociale element, når hun gamer på nettet.

– Jeg har oplevet sexisme i gaming-verdenen, og det er også en af grundene til, at jeg ikke synes, at det er fedt at sidde og spille online med andre, jeg ikke kender. Det gør jeg bare overhovedet ikke mere, siger hun.

En af løsningerne på problemet er at ændre vores traditionelle forestillinger om mænd og kvinder, mener Zen Donen fra Everyday Sexisme Projekt Denmark. 

– Vi er nødt til at erkende, at både voksne og børn skal opdrages i sexisme og samtykke. Det handler om ikke at viderebringe alle de her kønsstereotyper, som både handler om køn og seksualitet. Det er for eksempel mere tilladt som dreng i dag at være udadvendt, åbenmundet og seksualiserende end kvinder, siger hun. 

Sådan gjorde vi: Idéen til denne artikel kom fra en rapport fra Danmarks Statistik som viste, at flere kvinder gamer efter COVID-19. Efter at have interviewet forskellige kvinder som gamer, fandt journalsiten ud af, at de erfarede, at gaming-miljøet bar præg af sexisme og sexchikane. Alle kilder på nær Isabella Holm er interviewet over telefonen.