4A fortsætter som forsøgskanin

20131021_093527

Et nyt forsøg med passagerer er muligvis på vej i 4A-busserne i København. Det fortæller Torsten Rasmussen, områdechef for Storkøbenhavn i Movia.

– Vi vil gerne se, hvordan det vil fungere, hvis man slet ikke kan købe billet i bussen. Ideen er, at det skal gå hurtigere ved stoppestederne, så man forkorter rejsetiden på den måde, siger han om det potentielle nye projekt i 4A.

Siden foråret 2011 har Movia også eksperimenteret med hvordan rejsetiden kunne forkortes. Først ved at gå ind bag i bussen og to år efter, i foråret 2013, valgte man at ændre forsøgsordningen, så man i stedet brugte midterdøren til indgang og for- og bagdør til udgang.

I sidste ende handler det om, hvor meget tid vi kan spare
Torsten Rasmussen, områdechef for Storkøbenhavn i Movia

4A, der kører gennem København fra Svanemølle st. til Lergravsparken st., er med sin travle rute ideel til at lave forsøg. Samtidig er A-busserne de busser med flest passagerer.

Læs også: Movia overvejer billet-information

En af grundene til at man ændrede forsøgsordningen i foråret var bl.a., fordi chaufførerne havde svært ved at se, om alle passagerer var kommet ind i bussen, siger Torsten Rasmussen.

– Chaufførerne var usikre på sikkerheden ved indstigning af bagdørene. De oplevede, at de ikke kunne se ordentligt i spejlene, når der kom passagerer løbende ind i bussen, lige inden dørene lukkede, forklarer han.

Fakta om forsøgene i 4A

  • Fra april 2011 til marts 2013 kunne man også benytte bagdøren til indgang i 4A 
  • Fra marts 2013 skulle man gå ind ad midterdøren og ud af for- og bagdør
  • Fra næste år, kan du muligvis ikke længere købe billet i bussen

Forsøget skaber stadig forvirring

Selvom 4A har været en eksperimenterende bus med ind- og udgange i to et halvt år, er der stadig folk, der har problemer med at finde den rigtige dør.

Ifølge en undersøgelse fra COWI skulle det dog være blevet lettere for passagererne at forstå, at der nu er indgang i midterdøren, selvom de stadig har problemer på ruten.

Læs også: Klippekortets død bliver turisternes mareridt

Netavisen har talt med flere af 4A’s passagerer, der stadig synes at forsøgsordningen kan skabe en smule forvirring.

– Det har selvfølgelig været lidt forvirrende, fortæller Lisbet Rasmussen, 42 år, om ændringerne af indgangen, mens hun står og venter på 4A på Valby st.

– Men jeg synes de har været gode nok, tilføjer hun.

Andre fortæller, at de stadig kan have svært ved at huske at gå ind ad midterdøren. Specielt når andre folk heller ikke har styr på det.

Det handler om at spare tid

– I sidste ende handler det om, hvor meget tid vi kan spare, ved at rykke indgangen til midterdøren, fastslår Torsten Rasmussen, og fortsætter:

– Fordelene er, at man får kortere rejsetid og et nemmere flow i busserne. Ulemperne er måske lavere tilfredshed, og med stor sandsynlighed også flere der snyder med billetten. Det er som sagt et forsøg. Vi forventer, at Movias bestyrelse behandler en samlet evaluering næste forår. Hvis det gennemføres, vil det gælde for alle A-busser i København om et år.