Aarhus: Mere kontrol kommer bagdørs-snyd til livs

Bybusserne i Aarhus nyder stor succes ved at have ind- og udgange ved alle døre. Antallet af rejsende uden billet er desuden faldet siden 2011. Foto: Rasmus Laursen, commons.wikimedia.org.

Mindre ventetid og hurtigere busruter. Det er en realitet i Aarhus, fordi man i bybusserne må gå ind og ud af alle dørene, og fordi passagererne ikke skal fremvise billet ved chaufføren. Både passagererne og busselskabet drager fordel af det, mener direktør i busselskabet Aarhus Sporveje, Torben Høyer.

– Først og fremmest hjælper det på flowet, for vi vil gerne hurtigt og sikkert frem. I og med man går ud og ind af alle døre, holder bussen i kortere tid ved stoppestederne. Ved at den holder kortere tid ved stoppestederne, kommer passagererne også hurtigere frem, siger Torben Høyer.

Læs også: Trafikråd: Movia skal lære folk at stå af og på bussen

En anden fordel er, at der er en stor økonomisk gevinst ved det, forklarer Torben Høyer. Det skyldes, at selskabet kan have færre busser og derved også færre chauffører i gang, når flowet kører bedre. De sparede penge kan blive brugt på kontrol i bussen, forklarer direktøren.

I en periode oplevede vi, at vi havde en forholdsvis høj snydeprocent, hvis vi for eksempel sammenlignede med København. Men i og med vi har intensiveret kontrolsituationen, er der ingen forskel længere.
Direktør i busselskabet Aarhus Sporveje, Torben Høyer.

Antallet af billetsnydere daler

Antal kontrolafgifter i bybusserne:

  • 2011: 19.069 passagerer (3,61 procent)
  • 2012: 19.439 passagerer (3,31 procent)
  • 2013: 21.795 passagerer (2,55 procent)
  • 2014: 21.481 passagerer (2,25 procent)
  • 2015: 23.236 passagerer (1,98 procent)
  • 2016 (jan-okt): 14.882 passagerer (1,73 procent)

Kilde: Midttrafik

I bybusserne skal chaufførerne ikke tjekke billetterne, så busserne kører med selvbillettering. Det højner dog ikke antallet af rejsende uden billet, fortæller direktør i busselskabet Aarhus Sporveje, Torben Høyer.

– I en periode oplevede vi, at vi havde en forholdsvis høj snydeprocent, hvis vi for eksempel sammenlignede med København. Men i og med vi har intensiveret kontrolsituationen, er der ingen forskel længere, siger Torben Høyer.

Læs også: Flere kvinder vil køre kværn

Netavisen har fået indsigt i tallene over kontrolafgifter og registrerede passagerer i perioden 2011-2016. Her kan man se, at antallet af kontrolafgifter procentvis er faldet hvert år siden 2011. I 2016 har 1,73 procent af de registrerede passagerer fået en kontrolafgift, mens tallet i 2015 var 1,98 procent.

Nederst i artiklen kan du se en oversigt over antal kontrolafgifter og antal registrerede passagerer i hver eneste måned i perioden 2011-2016.

Læs også: Brugen af bycykler er eksploderet

Fra august 2013 og syv måneder frem ansatte Midttrafik G4S som et supplement til deres egne kontrollører. Siden marts 2014 har Securitas stået for billetkontrollen i busserne. Billetkontrollørerne er tit til stede i bybusserne i Aarhus, fortæller Signe Marie Hauskov, der jævnligt tager busserne.

– Jeg støder relativt ofte på billetkontrollører – ofte nok til at jeg ikke ville turde at rejse uden en billet. De står på et eller andet sted, tager med to stop, og så står de af og stiger på en anden bus, siger Signe Marie Hauskov, der er medicinstuderende på Aarhus Universitet.