Abortmodstander og klimaskeptiker spås stor indflydelse i Trumps regering

29302369541_fb897afca2_b
Makkerparret Trump og Pence. Meget tyder på, at Donald Trump i høj grad vil læne sig op ad sin vicepræsident. Foto: Gage Skidmore, flickr

Meget tyder på, at Mike Pence får en meget magtfuld position som vicepræsident. Både den amerikanske politiker Gary Bauer og Donald Trump Jr har udtrykt, at Pence kan forvente en stor indflydelse på den førte politik.

Meget tyder på, at dette allerede er ved at ske. Trump har givet Pence et betydeligt ansvar ved at sætte ham i spidsen for det såkaldte transition team, der skal sikre overgangen fra den afgående Obama-administration til den kommende Trump-administration

På den baggrund vurderer Professor fra Syddansk Universitet og ekspert i amerikansk indenrigspolitik Jørn Brøndal, at Pence får en stor rolle i den kommende regering.

– Vi kan regne med, at fordi Donald Trump har så lidt erfaring, så kan Pence komme til at spille en nøglerolle som en meget indflydelsesrig vicepræsident, siger Jørn Brøndal.

Læs også: Foto kom med til amerikansk valgfest

– Vi har jo før set meget indflydelsesrige vicepræsidenter, især under George W. Bush, hvor Dick Cheney blev en meget indflydelsesrig vicepræsident, siger Jørn Brøndal, der samtidig gør det klart, at vicepræsidentens indflydelse dog også afhænger af, hvem der ellers bliver udpeget til Trumps regering.

Men hvem er Mike Pence, der overtager USA’s næsthøjeste embede, og hvordan adskiller han sig fra Donald Trump?

Mike Pence

Guvernør i Indiana siden 2013

Medlem af Repræsentanternes Hus i 12 år, fra 2001 til 2013 inden han blev guvernør

Gift og far til tre

Medlem af Tea party-bevægelsen

Droppede guvernør-valgkamp for at stille op med Trump

Kristen frem for alt andet

– Kristen, konservativ og republikaner, i den rækkefølge.

Sådan ynder Mike Pence at beskrive sig selv og Jørn Brøndal er enig.

– Han er sådan en evangelistisk type – i dag er han en meget, meget religiøs protestant, siger Jørn Brøndal.

Det er tydeligt, at Mike Pences politik bliver ført ud fra et konservativt og kristent standpunkt, eksempelvis i hans indædte modstand mod abort. Som guvernør for Indianna har han stået i spidsen for at implementere de strengeste regler mod abort i hele USA. Det er nemlig blevet ulovligt at få en abort, selv hvis fosteret har et alvorligt handicap.

I sin tid i Repræsentanternes Hus var han mest kendt for at forsøge at fjerne statsstøtten til organisationen Planned Parenthood, der giver gratis undervisning i sikker sex, tjek for kønssygdomme og aborter. I det hele taget har han et traditionelt syn på sex og seksualitet. Pence mener, at homoseksualitet er et valg, og han har tidligere støttet uddannelse for folk, der gerne vil ændre deres seksualitet.

Læs også: hashtagget #NotMyPresident samler vrede amerikanere på de sociale medier

– Efter at Højesteretten gjorde det muligt for alle homoseksuelle par at blive viet, underskrev han en lov, der handlede om religiøs frihed, og som tillod folk at diskriminere homoseksuelle ud fra religiøse motiver, siger Jørn Brøndal.

Pence komplimenterer Trump

Mike Pence er et ubeskrevet blad for de fleste danskere. De meget politisk interesserede vil måske huske ham fra vicepræsidentdebatten, hvor han forsvarede Donald Trump bedre end forventet og ikke blev ophidset på noget tidspunkt.

Hvor Trump er meget opfarende og uforudsigelig, så har Mike Pence en meget roligere tilgang, og han kan få det hele til at virke som om, at det ikke er så dramatisk, og det er jo en fin egenskab at have
Jørn Brøndal, professor fra Syddansk Universitet og ekspert i amerikansk politik

Denne optræden var typisk for Pence, der som regel bevarer det kølige overblik, virker fattet og generelt ikke taler grimt om sine politiske modstandere.

– Øgenavne hører ikke hjemme i det offentlige liv, har Pence sagt.

Trump er derimod kendt for ikke at holde sig tilbage, og han har kaldt modstandere ækle og tabere. Selvom Trump og Pence i høj grad er på linje politisk – de er begge klimaskeptikere, mod abort og går ind for en hård immigrationspolitik – så kunne der næsten ikke være større forskel på den måde, de præsenterer sig selv på.

– Hvor Trump er meget opfarende og uforudsigelig, så har Mike Pence en meget roligere tilgang, og han kan få det hele til at virke som om, at det ikke er så dramatisk, og det er jo en fin egenskab at have, siger Jørn Brøndal.

Lektor emeritus fra Københanvs Universitet og ekspert i politisk kommunikation, Klaus Kjøller, gør det klart, at Trump har valgt en, der kompenserer for hans egne mangler.

– Pence er en person, der altså kender politik og er opdraget i politik, og som også er en sympatisk og fredelig mand, siger Klaus Kjøller.

Højreorienteret, men stadig parties mand

– Han anses for at være til højre for midten, men er altså også parties mere klassiske mand, siger Jørn Brøndal.

For selvom Mike Pences holdninger kan siges at ligge ret langt mod højre, så er han stadigvæk en del af det etablerede Republikanske Parti.

– Han blevet anset som Donald Trumps bro til det mere etablerede Republikanske lederskab. Han er venner med sådan nogle typer som lederen af Nationalkomiteen Reince Prebus, og han er også på god fod med speakeren i Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, som ellers har ligget i ideologisk skyggekamp med Donald Trump, siger Jørn Brøndal, der samtidig understreger, at Mike Pence er en mand med et langt større kendskab til Kongressens arbejdsmetoder end Donald Trump. Det taler for, at han får en stor indflydelse i fremtiden.

Leave a Reply

Your email address will not be published.