Ældre med tandproblemer får ingen besøg af spisevenner

Spisevenner projekter skal forebygge ensomhed og underernæring blandt den ældre del af befolkningen. Foto: Karen Beate Nosterud, norden.org
Spisevenner projekter skal forebygge ensomhed og underernæring blandt den ældre del af befolkningen.
Foto: Karen Beate Nosterud, norden.org

Frivillige spisevenner skal sikre sociale bekendtskaber og bekæmpe underernæring gennem måltider med de ældre. Sådan lyder udspillet til de 5,8 mio. kr, som regeringen har fordelt med satspuljeaftalen 2015 mellem 12 kommuner rundt om i landet.

– Mad spiller en stor rolle for vores helbred og fysiske velbefindende. Men hvis man pludselig sidder alene ved spisebordet hver aften, og man ikke selv kan komme så meget ud, så kan maden være nok så god, men det er selskabet, der mangler. Sådan tror jeg desværre, at der er mange ældre, der oplever hverdagen, og det er rigtig trist, siger Sophie Løhde (V), minister for sundhed og ældre, i en pressemeddelelse fra Ministeriet for Sundhed og Ældre.

En frivillig spiseven fungerer som en besøgsven, der kommer hjem til den ældre for at tilbringe tid sammen over et solidt måltid mad og sikrer en kombination af sociale relationer og en sund hverdag. Regeringens udspil om spisevenner tager dog ikke højde for dem, der lider af mundsygdomme, lyder kritikken fra formanden for Dansk Tandplejerforening, Elisabeth Gregersen.

Hvis de ældre har tandskader, dårlig ånde og tyggebesvær kan det være medvirkende til, at de ældre ikke har mulighed for eller lyst til socialt samvær, mener Elisabeth Gregersen.

– Hvis man har ondt i en tand, som mange ældre har, så er det ikke rart at spise og så er det ligegyldigt, om maden er lækker eller ej. Sidder man og fumler med maden, fordi det gør ondt i munden, så er den sociale kontakt ikke i fokus.
Elisabeth Gregersen, formand for Dansk Tandplejerforening.

Det er ikke bare en enkel løsning

Elisabeth Gregersen ser positivt på regeringens satspulje til spisevenner-projekter, men mener, at man skal tænke og forebygge andre steder, end statspuljen lægger op til.

– Man skal sørge for, at de borgere, det drejer sig om, også har mundsundheden i orden – men så er det en smaddergod idé. Det er jo netop det sociale samvær, der kan få mange til at spise noget mere, sundere og varieret mad, siger hun til NetAvisen.

Ældre og sygdomme

  • De hyppigste tandsygdomme hos ældre er caries (huller i tænder), tandkødsbetændelse og paradentose (tandkødsbetændelse der har udviklet sig)
  • Hos 85 årige har 80% mindst én tandflade med caries
  • Hos 65-74 årige har 93% betændelse i tandkødet
  • Hos 65-74 årige har 20% fremskreden paradentose

Kilde: Sundheds- og ældreministeriet

– Dem, der ikke er gode til at børste tænder, som måske slet ikke får dem børstet rigtigt, har ikke rene eller lækre tænder – og for dem kan det være en hindring for at have lyst til at komme til et socialt arrangement, siger hun.

Projekterne ekskluderer dermed dem, der i forvejen er udfordret sundhedsmæssigt.

Skal kursen lægges om til næste gang?

Tine Schiller, Social-humanitær konsulent hos Ældre Sagen kan godt se problemstillingen og bekræfter, at målgruppen for spisevenner er de ældre, som ikke har problemer med deres tænder.

– Den frivilliges opgave er alene at indtage måltidet sammen med spiseværten, hygge og være nærværende i forbindelse med måltidssituationen, og bidrage til oplevelsen af måltidet som en social begivenhed, siger Tine Schiller til NetAvisen.

De ældre som lider af tandsygdomme bliver dermed udelukket fra at få del i ordningen, og det vil betyde, at de godt 5,8 mio. kr. fra regeringen kun kommer en snæver del af den ældre befolkning til gode.

De 5,8 mio. kroner er regeringens første fase til at hindre underernæring og ensomhed blandt den ældre danske befolkning. Fordelingen af pengene i denne omgang går til 12 forskellige frivilligprojekter i 12 forskellige kommuner, der yder sociale spisearrangementer. Anden fase af udspillet lyder på yderligere 5 mio. kroner og vil blive fordelt i år 2017.