Amager: Cyklister og hesteryttere må selv løse konflikt

Amager Fælled er én af de steder, hvor kombinationen af motionscyklister og hesteejere skaber risikable sammenstød. Begge parter ønsker dialog, så farlige situationer i fremtiden kan undgås.  Foto: Guillaume Baviere/Flickr

På det naturskønne Amager er der rift om pladsen på landevejene. Her raser en konflikt mellem motionscyklister og hesteejere, der begge er glade for at cykle og ride i de smukke omgivelser. Men motionscyklisterne er trætte af hestepærer på stierne og at være i fare for at blive sparket af en løbsk hest.

– Jeg undrer mig over, at purunge piger på 12-13 år kan få lov at ride rundt på vejene på heste, der vel vejer omkring 400 kilo. Vi skal alle have lov at være her, men jeg synes også, at hesteejerne har et ansvar for at trafiksikre hestene, siger Jørgen Madsen, der er motionscyklist, og selv har oplevet at blive sparket ud efter af en forbigående hest, selvom han holdt god afstand.

For at undvige den sparkende hest, måtte Jørgen Madsen kaste sig ind til siden. Han slog sig slemt, og fik en slem muskelskade i låret. Men han er lettet over, at hesten ikke ramte ham i knæet eller hovedet, som andre har oplevet, fortæller han.

Hestene følger deres instinkter

I takt med at cykelsport er blevet mere populært det seneste år, er der kommet flere cykler på landeveje og stier på Amager.

Her oplever hesterytterne, at cyklisterne med deres høje fart og lydløse motionscykler skaber livsfarlige situationer, fordi hestene kan blive forskrækkede. En problematik, som man udemærket kender til hos Dansk Ride Forbund.

 

Læs også: Amager: Cykeltrafik bringer hestepiger i livsfare

– En hest er et flugtdyr, så hvis den bliver forskrækket, kan den reagere uhensigtsmæssigt. Det kan være ved at flygte eller ved at forsøge at forsvare sig. Derfor opfordrer vi vores medlemmer til at vænne deres heste til at færdes i trafikken, men vi opfordrer også cyklister og bilister til at vise hensyn, når de skal passere en hest.

Det siger Rikke Højgaard fra Dansk Ride Forbund, og henviser i øvrigt til de råd, som forbundet har på sin hjemmeside til trafikanter og ryttere i trafikken.

Kommunen: Vi har ikke tænkt os at gøre noget

Trods de mange udmeldinger fra både cykelryttere og hesteejere, er Tårnby Kommune afvisende overfor, at der skulle være et problem, da Netavisen kontakter dem. De finder ikke grund til opsætning af skilte eller opdeling af vejen.

– Hvis der er en konflikt mellem cyklister og hesteejere, så må de jo tale sammen og finde en løsning, siger afdelingsleder for Vej, Park og Ejendomme i Tårnby Kommune, Peter Günther.

Han afviser at kommunen vil blande sig i sagen foreløbig.

– Vi har slet ikke modtaget nogle henvendelser, så jeg forstår ikke, at du tager det op. Så længe vi ikke har modtaget anmeldelser, så har vi ikke tænkt os at gøre noget, siger Peter Günther og henviser begge grupper til at overholde færdselsloven og give plads til hinanden.

Hos Københavns Politi finder man konflikten uhensigtsmæssig, og opfordrer begge parter til dialog.

Vi stiller gerne op til dialogmøder

Cykelklubben Amager Cykle Ring er opmærksom på de problemer, der kan opstå, når motionscyklister og heste mødes på landevejene. Bestyrelsesmedlem Morten Anderson, der også er pressechef hos Dansk Cykleunion, håber, at der i fremtiden kan blive mere dialog grupperne imellem.

– Her i klubben gør vi meget for at samarbejde med hesteejerne og informere dem, når vi har cykelløb. Vi er absolut ikke interesserede i, at hverken hesteejere eller cykelryttere kommer til skade, og vi vil meget gerne være med til at arbejde sammen om en fælles løsning, siger Morten Anderson, der er positiv overfor ideen om dialogmøder.

Læs også: Hovedstadsregionen vil tiltrække flere cykelturister

Hesteejerne ønsker samarbejde

Også hos hesteejerne håber man at kunne få mere dialog med cykelrytterne. I april blev der oprettet skovudvalg, der har til hensigt at arbejde for mere dialog og samarbejde mellem Amagers hesteejere og Naturstyrelsen, der administrerer ridestierne på Amager.

– Vi er meget interesseret i at samarbejde med cykelklubberne om, hvordan vi alle kan være i området til mindst gene for hinanden. Vi er rigtig kede af de sager, der jævnligt dukker op, hvor hesteekvipager kommer til skade, siger Trine Hylsenberg, der er medlem af skovudvalget.

Cyklister, råb “Her kommer jeg”

Jørgen Madsen (cyklisten der kørte i grøften) ser også gerne, at der kommer en mere forsonende stemning mellem ryttere og cyklister.

– I stedet for at der piskes en hadefuld stemning op, er det bedre, at der kommer mere dialog mellem os. Det er først efter debatten har kørt, at jeg har lært, at det er godt at råbe ”Her kommer jeg”, eller sådan noget, når jeg nærmer mig en hest. Hvor skulle jeg vide fra, at det er en god idé, og at det ikke skræmmer hesten mere? siger Jørgen Madsen.

Han foreslår, at man kunne arrangere træningsaftener, hvor hesteejere kan trafiktræne deres heste sammen med motionscyklisterne.

3 Responses to "Amager: Cyklister og hesteryttere må selv løse konflikt"