Andreas jagter point på jobbet

Andreas Johansson foran pointtavlen i SuperBrugsen på Islands Brygge. Foto: Petra Victoria Akullu Møller
Andreas Johansson foran pointtavlen i SuperBrugsen på Islands Brygge i København. Foto: Petra Victoria Akullu Møller

23-årige Andreas Johansson får point for dagens arbejde efter hver vagt i SuperBrugsen på Islands Brygge i København. Pointene ses på en stor, hvid tavle i baglokalet. Her kan Andreas og kollegaerne sammenligne resultaterne.

Det er cheferne, der har det endelige bud på, hvordan det skal være. De er her på fuld tid. Det er jeg jo ikke.
Andreas Johansson, Lukkevagt i SuperBrugsen

Pointtavlen er et nyere tiltag fra slutningen af 2015, der skal fungere som en tjekliste over de ting, butikkens unge aftenarbejdere skal nå i løbet af en vagt.

– Det er altid spændende med en pointtavle. Hvis man ser souschefen skrive 23 ud af 24 point, så ved man, at personen er tilfreds med det, man laver. Det er altid dejligt at få at vide på skrift, siger Andreas Johansson.

Ét point gives, hvis chefen vurderer, at en opgave er løst tilfredsstillende. Der kan eksempelvis gives point for at rydde ordenligt op ude foran butikken.

Læs også: Pointsystem får ungarbejdere til at rydde mere op 

Ungarbejderne har mulighed for at holde øje og finde inspiration hos hinanden. Det kan øge mulighederne for at score flere point. På den måde bliver der også lagt op til konkurrence ifølge Andreas Johansson.

Folk vil jo gerne vinde. Det handler om at være bedst, lyder det grinende fra Andreas Johansson.

Andreas Johansson har til tider været uenig i pointfordelingen, men i sidste ende er det chefen, der bestemmer.

– Det er ikke, fordi man kommer op at diskutere. Man får en forklaring, og så er den ikke længere end det. Det er cheferne, der har det endelige bud på, hvordan det skal være. De er her på fuld tid. Det er jeg jo ikke, siger Andreas Johansson.

Både de gode og de mindre gode resultater kommer på tavlen, og alle kan følge med. Det er ikke noget, der skader, hvis man spørger Andreas Johansson.

– De point er ikke kun forbeholdt mig. De gælder hele holdet. Hvis jeg eksempelvis har sat folk til noget, og de ikke har fået point for det, så kan de se, at de skal gøre det bedre til en anden gang. Det, synes jeg faktisk, er helt fint, siger Andreas Johansson.

Hvert kvartal vil det bedste hold vinde en bytur eller lignende. Derfor kan en dårlig dag også give motivation. Et utilfredsstillende antal point vil ifølge Andreas Johansson påvirke ham til at gøre en ekstra indsats.

Læs også: “De burde hænge alle deres lønsedler op på væggen”

Hvad så med månedens medarbejder? 

Pointsystemer bruges ikke kun i SuperBrugsen på Islands Brygge, men i flere virksomheder ifølge den tidligere HR-manager hos bl.a. Iveco og Ferring Pharmaceuticals Ann C. Schødt.

Alligevel foreslår Ann C. Schødt kåring af månedens medarbejder som et bedre alternativ til eksempelvis bonusordninger eller lignende, hvor dem, der yder mest får en belønning.

– Det er gratis at give ros og anerkendelse. Medarbejderne oplever, at de gør en forskel, og at de bliver lagt mærke til. Det kan gøre, at den ulighed, som tit er mellem personalegrupperne, bliver udjævnet, siger Ann C. Schødt til NetAvisen.