Arabisk avis hitter i Danmark: Over 100.000 besøgende i oktober

Journalisterne fra Nabd el Danmark skriver historier om forskellige emner, heriblandt det amerikanske præsidentvalg. Foto: Nidal Abu Arif

I marts opdagede Nidal Abu Arif, at der var et stort behov for danske nyheder på arabisk. Det hele startede med en facebookgruppe, og siden har han været med til at stifte netavisen Nabd el Danmark. Og der har været stor interesse fra arabisk talende danskere. 

– Tilbage i marts måned, da corona ramte Danmark, kunne jeg mærke på de arabisktalende danskere, at folk var bekymrede over, hvilken betydning Corona ville have for vores hverdag. Der var ikke meget målrettet kommunikation fra myndighederne, selvom de arabisktalende er den anden største etniske gruppe i Danmark efter danskerne, siger Nidal Abu Arif.

Ifølge professor (MSO) i journalistik Mark Blach-Ørsten giver det god mening, at avisen er startet op under Corona.

– At den er opstået, som følge af coronakrisen fortæller, hvor vigtige traditionelle nyhedsmedier er i denne her tid, fordi alle danskere, uanset om de taler dansk, har behov for at henvende sig et sted, hvor de kan få løbende informationer omkring denne her krisetid, siger Mark Blach-Ørsten.

– Netop med sådan en pandemi er det meget vigtigt at få budskabet ud til folk, der ikke har dansk som førstesprog. Der kan sådan et medie hjælpe med, at det kommer ud til alle danskere også nydanskere, siger han.

Herunder ses et udvalg af billeder fra artikler fra Nabd el Danmarks hjemmeside. 

 

Besøgende på Nabd el Danmark

I oktober måned var der 100.000 besøgende på Nabd el Danmark.

Avisen har over 15.000 følgere på sin Facebookside, og i oktober kom avisens facebookopslag ud til over 300.000 brugere.

Kilde: Nidal Abu Arif

 

Fremtiden for Nabd el Danmark

Avisen er ifølge egne tal i gang med at vokse, og ifølge Mark Blach-Ørsten ville det være en god ting, hvis avisen fortsatte.

– Fremtiden er spændende, fordi lige nu er der et akut behov, og spørgsmålet er, om de mennesker, der kommer til denne avis under dette akutte behov, bliver hængende, fordi de oplever, at der er nogle andre fordele, siger han.

– Man kan håbe på, at den består, fordi jeg er af den opfattelse, at medier og demokrati hænger godt sammen. Så i demokratisk perspektiv ville det være fint, hvis det her medie og andre medier dukker op og bliver hængende.

Nidal Abu Arif håber på støtte, så den dansk-arabiske avis kan fortsætte arbejdet.

– Vi håber, at vi kan få støtte fra Kulturstyrelsen i 2021, og virksomhedsejere i form af annoncer, så vi kan fortsætte, siger Nidal Abu Arif.

Han understreger, at avisen også opfylder andre behov end at informere om corona.

– Da de syriske flygtninge kom til Danmark for fem år siden, opdagede de, at de havde levet i en boble, for deres opfattelse af Danmark handlede kun om integrationsdebatten. Det er enormt ærgerligt, at det kun er det, de får ud af det danske mediebillede. Det er derfor, vi har bestræbt os på at lave nyheder, der handler om deres hverdag, siger Nidal Abu Arif.

– Vi skriver om alt fra Arabisk musik til minksagen. Så vi kommer rundt om mange ting, der er relevante for vores målgruppe.

 

Sådan gjorde vi:

Journalisten fik ideen til historien via et opslag på LinkedIn. Journalisten kontaktede derfor medstifteren af avisen for at høre nærmere. Dernæst kontaktede journalisten professor Mark Blach-Ørsten for at få et perspektiv på fænomenet.

One Response to "Arabisk avis hitter i Danmark: Over 100.000 besøgende i oktober"