Asylgruppe: Bedre sikkerhed på sundhedsklinik for illegale

Dansk Røde Kors åbnede i august 2011 en sundhedsklinik for udokumeterede migranter i samarbejde med Lægeforeningen og Dansk Flygtningehjælp. Klinikken har på et år haft omkring 1300 henvendelser og behandlet 600 papirløse migranter uden sygesikring. Det skriver Røde Kors i årsrapporten, Sundhedsklinik for udokumenterede migranter, der blev offentliggjort tidligere i dag.

Johanna Haas, der arbejder med afviste asylansøgere for organisationen Asylret, er positiv overfor initiativet, men mener, der mangler bedre sikkerhed på området.

”Politikerne har flere gange talt om at sætte politibetjente til at snuppe afviste asylansøgere, når de besøger klinikken. Derfor kan de være bange for at henvende sig, selv når der er akut behov for det”, siger Johanna Haas.

”Hvis man er bange for at blive anholdt og smidt ud af landet, er det selvfølgelig svært at søge hjælp. Derfor bør det område være et helle for de papirløse. Ellers synes jeg, de gør et fint stykke arbejde. Man kan ikke nægte mennesker lægehjælp, bare fordi de er gået under jorden”, fortsætter hun.

Bedre reklame

Michala Clante Bendixen fra Komitéen Flytninge Under Jorden arbejder også med papirløse flygtninge og indvandrere. Hun mener til gengæld, at sundhedsklinikken skal være bedre til at gøre reklame for dens tilstedeværelse.

”Det er desværre nærmest umuligt at finde deres adresse på internettet, og mindst en gang om ugen får vi opkald fra folk, der gerne vil vide, hvor klinikken ligger. De burde være mere offentlige”, siger hun.

”Man kan heller ikke finde adressen på Røde Kors’ hjemmeside. Enten er man helt hemmelig eller helt offentlig. Ellers er det lidt at sætte sig mellem to stole, siger Michala Clante Bendixen.