Behov for fællesskab får os til at flage fransk på Facebook

Mange har opdateret deres profilbillede med et fransk flag over weekenden efter fredagens terrorangreb i Paris. Men hvorfor gør vi det? Foto: Online Social Media
Mange har opdateret deres profilbillede med et fransk flag over weekenden, efter at Paris i fredags blev udsat for et terrorangreb. Men hvorfor gør vi det?
Foto: Online Social Media

– Jeg har fået et fransk flag på min Facebookprofil for at vise, at det betyder noget for mig.

Det forklarer Lydia Hansen på 23 år. Hun er mødt op søndag aften på Kongens Nytorv til mindehøjtideligheden for Frankrig, efter at landet fredag aften gennemlevede et voldsomt terrorangreb med 129 dræbte. Hun er en af de mange, der har opdateret sit profilbillede på Facebook med et fransk flag for at vise sin sympati med franskmændene.

– Det er en måde, hvorpå man kan vise sin deltagelse. Man har en forventning om, at mange vil se det. På den måde kan man signalere, at man sympatiserer med de tab, som Frankrig konkret har haft, siger lektor i Medievidenskab fra Aarhus Universitet, Jesper Tække, om de mange sympatitilkendegivelser.

Læs også: Flere tusinde stod sammen til mindehøjtidelighed 

Et legitimt land at støtte 

Næsten hver dag vågner verden op til et mediebillede, der rapporterer om nye angreb med ødelæggelser af byer og beboelser samt drab af civile. Det er bare langt fra alle begivenheder, der opnår samme støtte på Facebook.

For eksempel har der ikke været mange libanesiske, rusiske eller keynianske flag på Facebook de seneste uger. Også selvom 41 libaneserne i torsdags blev dræbt i et terrorangreb, at 224 mennesker mistede livet efter nedstyrtningen af et russisk passagerfly i starten af november, og at en massakre på et kenyansk universitet dræbte 147 mennesker i april.

Udeblivelsen af de sympatiserende flag fra Facebook-brugerne er et udtryk for, at mange finder forholdene ved landene uklare og kontroversielle, vurderer lektor i Medievidenskab Jesper Tække: 

– Når vi ikke støtter med flag for Libanon eller Kenya, har det noget at gøre med, at vi ikke ved så meget om, hvad der er sket. De fleste ved ikke engang, hvordan landenes flag ser ud. Med Rusland tænker man: ‘Ham Putin skal man nok ikke vise sin solidaritet med’, for det kan virke kontroversielt, siger Jesper Tække.

Det er ifølge Jesper Tække meget nemmere med Frankrig, for her har danskerne nemt ved at identificere sig med dets befolkning:

– Når man uploader det franske flag på Facebook, skyldes det, at man opfatter det som legitimt at sympatisere med franskmændene, siger Jesper Tække og fortsætter:

– Frankrig stod jo også meget tæt på os efter terrorangrebene i København, dermed er sympatien også en måde at vise Frankrig på, at vi rykker tættere sammen.

Det kan Sarah Andersen på 25 år, der også var mødt op til mindehøjtideligheden for Frankrig på Kongens Nytorv, nikke genkendende til. Sarah Andersen, der desuden er halvt franskmand, oplevede angrebet meget personligt:

– Jeg har sat et fransk flag på min Facebook, fordi jeg selv føler, at jeg er blevet ramt, siger hun.

Læs også: Chefpsykolog om terror i Paris: Det er sundt at tale om det

Vi spejler os i hinanden

Når brugerne af Facebook uploader et sympatiserende fransk flag, er det ofte en spejling af, hvad andre gør, forklarer lektor i Medievidenskab Jesper Tække. Nogle kan måske føle sig nødsaget til det:

– Man kan måske føle, at det franske flag er forventeligt på ens profilbillede, når en stor del af ens netværk gør det. Når man ser nogle gøre det, måske endda nogle af de brugere, man ser op til, så er der mange, der tænker: ‘Det må jeg også hellere gøre’, forklarer Jesper Tække.

Tim Lemmer på 27 år er også fremmødt til mindehøjtideligheden, og han har også opdateret sit profilbillede på Facebook med et fransk flag. Det har han ikke følt sig presset til, også selvom de fleste af hans venner har gjort det samme. De franske flag synes Tim Lemmer er rigtig positivt:

– Jeg synes, at det er fedt, at der er så mange, der vælger at bruge flaget på deres profil. Så ved man, at man ikke er alene om det, siger Tim Lemmer.

Læs også: Derfor kommer Obama først på Facebook nu

Facebooks kommercielle interesser

Det er Facebook, der foreslår dets brugere at opdatere profilbilledet med et fransk flag. Ifølge Jesper Tække er der også en klar kommerciel interesse fra Facebooks side, når det sociale medie tilbyder brugerne at uploade det franske flag: Facebook vil have os til at blive så længe på sitet som muligt, for så kan det sociale medie øge sine reklameindtægter:

– Når folk får flaget som deres profilbillede, så er det for at føle sig som en del et fællesskab. Man vil se, hvad de andre skriver om Frankrig, og så bliver man automatisk længere på Facebook og udsættes for flere reklamer, siger lektor i Medievidenskab Jesper Tække.

Derfor skal man hellere ikke forveksle Facebooks opfordring til at støtte Frankrig og dets ofre med at være en reel sympati fra Facebooks side, forklarer Jesper Tække og fortsætter:

– Facebook er en virksomhed, og alt hvad de gør er overlagt. Når en købmand pynter op i sin butik, så gør han det ikke for at gøre os glade, men for at vi skal komme oftere og købe mere. Det er det samme med Facebook, her er det bare sværere at gennemskue end hos købmanden.

Tilbage ved mindehøjtideligheden på Kongens Nytorv fastholder Lydia Hansen sit motiv for at opdatere sit profilbillede med et flag:

– Jeg synes, det var en god måde at vise min sympati på.