Bilforhandler frygter ny miljø- og klimaplan: “Folk tør ikke købe bil”

Ejer af Brdr’s Auto Hauan Kaplan er bange for at regerings nye klima- og miljøplan kan resultere i et faldende salg af biler.
Foto: Oliver Jørgensen

I 2030 skal der ikke længere sælges benzin- og dieselbiler i Danmark. Det er en af hensigterne med regeringens nye miljø- og klimaplan.

Den plan kan, i løbet af de næste 11 år, blive et problem for bilforhandlere landet over. Det mener Hauan Kaplan, ejer af bilforretningen Brdr’s Auto i Taastrup, der forestiller sig et markant fald i salg af biler indtil 2030.

– Det betyder, at vi potentielt ikke får solgt det samme antal biler, som inden den nye plan. Vi kan allerede nu mærke, at folk afventer situationen og ser, hvad udviklingen er. Det er et problem for mig som bilforhandler, siger Hauan Kaplan.

Lærke Flader, Branchechef hos Dansk Elbil Alliance, kan godt forstå bilforhandlernes bekymring og opfordrer til, at politikerne finder fælles fodslag hurtigst muligt.

– Der er brug for, at der hurtigst muligt kommer en afklaring på, hvad der skal ske. Regeringen er kommet med et udspil, og de har brug for opbakning, hvis planen skal sættes i gang. Indtil da vil danskerne være i tvivl, og derfor afventer de også situationen, siger Lærke Flader.

Jeg er selvfølgelig klar på at omstille mig, det kan jeg blive nødt tid.

Hauan Kaplan, Bilforretningsejer

Færre vil investere i benzin- og dieselbiler 

Hauan Kaplan forudser, at benzin- og dieselbiler vil falde i popularitet frem mod 2030, hvor planen er, at de ikke længere skal være lovlige at sælge.

– Danskere skifter normalt bil ca. hvert 3-4 år, men med udsigten til den nye miljø- og klimaplan forventer jeg ikke, at lige så mange vil investere i en ny benzin- eller dieselbil de kommende år. Specielt om en håndfuld år tror jeg, at salgene vil falde drastisk, siger Kaplan.

Lærke Flader kan godt forestille sig, at det scenarie kan blive en realitet, men spår til gengæld også, at el-biler på det tidspunkt vil være så langt fremme i deres udvikling, at de vil være mere attraktive at investere i, end de er nu.

– Der kommer uvilkårligt til at ske forandringer for bilforhandlerne og for, måden vi skal tænke biler på generelt. Det er en 100 år gammel bilindustri, der skal gentænkes, og det sker ikke over en dag. Der skal opbygges et godt samarbejde mellem bilindustrien og elsektoren, så el-biler også er attraktive at sælge. Jeg kan kun appellere til, at vi kommer i gang hurtigst muligt, for det kommer til at tage tid, siger Lærke Flader.

Læs også: Klimarådet: Stop salg af benzin- og dieselbiler i 2030

Bilforhandlere tvunget til at omstille sig

Med regeringens miljø- og klimaudspil, lægges der pres på bilforhandlerne for at omlægge deres strategi og følge med udviklingen. Hauan Kaplan er villig til at følge udviklingen og begynde at sælge el-biler, men ser stadig flere udfordringer i el-bilindustrien.

– Jeg er selvfølgelig klar på at omstille mig. Det kan jeg blive nødt tid. Der er bare også stadig mange udfordringer med el-bilerne, der ikke nødvendigvis gør dem særligt attraktive at investere i. De høje afgifter, den korte batterilevetid og de alt for få el-standere, får folk til stadig at tænke i benzin- og dieselbiler, når de skal have ny bil. Alt i alt er det en forvirrende og problematisk tid som bilforhandler, siger Hauan Kaplan.

Danmark skal på niveau med Norge

Lærke Flader tror på, at hvis regeringen kan få politisk opbakning, og at bilindustrien er villig til at investere, så er 2030-målsætningen realistisk.

– Regeringens målsætning er realistisk, hvis vi om 7 år ligger der, hvor Norge er i dag. De har adskillige måneder om året, hvor hver anden bil, der bliver solgt, er en el-bil. For at nå 2030-målsætningen skal vi i Danmark over 10% i 2020. Det er ca. dér Sverige er nu, siger Lærke Flader.

Hun erkender, at det vil kræve en stor indsats af både bilindustrien og politikerne, men hun tror på, at de nok skal følge med.

– Flere af de store producenter, bl.a. Volvo, er godt i gang, og det taler sit klare sprog om, at udviklingen går den vej. Så snakkes der også om at fjerne forskellige former for afgifter på el-biler, og det vil alt sammen hjælpe på udviklingen. Jo bedre rammevilkår der bliver sat, jo hurtigere vil bilforhandlerne og brugerne tilpasse sig.

I august 2018 blev der, ifølge bilstatistikken.dk solgt omkring 700 el- eller hybridbiler i Danmark.

Sådan gjorde vi: Ideen til artiklen opstod i kølvandet på regeringens nye miljø-og klimaplan, hvor interessen lå i at belyse en bilforhandlers holdning til planen. Journalisten besøgte flere bilforhandlere i researchfasen, for at se om der er ligheder i holdningerne til planen. Dertil var det interessant at høre en ekspert, om hun var enig i nogle af synspunkter. Interviews med bilforhandlere er lavet ved personlige møder, mens interview med Lærke Flader er lavet telefonisk.