Borgerforening: ”Fedtemøg skal tilbage på dagsordenen”

strand, Rødvig, tang, fedtemøg
Rødvig strand dækket af fedtemøg
Foto: Torben Henriksen

Ildelugtende fedtemøg har længe været et problem i flere østsjællandske byer. Både Greve, Faxe, Køge og Solrød har haft problematikken på dagsordenen i mange år. Nu håber Rødvig, at det kan blive deres tur til at få løst problemet efter en sommer med fedtemøg på stranden.

Fedtemøg er en brunalge eller tangart, der vokser på sten og muslinger, men som ved stærk vind skylles ind på strandene. Her er de store bunker af tang til stor gene for strandenes gæster, da det rådne tang er meget ildelugtende.

Ekstra sand på stranden kan dæmme op for tangen

Og fedtemøget flyder fortsat på stranden i Rødvig. Selvom Stevns kommune tilbage i maj fik tilladelse fra Kystdirektoratet til at fylde sand på badestranden i Rødvig.

Dette skulle forhindre fedtemøget i at skylle op på stranden og derved gøre, at fedtemøget ikke gang på gang skal køres væk.

Læs også: Professor om naturplan: Det er en minimumsindsats

Fortsat ingen ændring

Formanden for borgerforeningen, Freddie Larsen, er frustreret over kommunens håndtering af sagen:

– Vi håber meget, at fedtemøget kommer på dagsordenen til kommunalvalget, så der kan blive fundet en løsning. Både for turisterne og lokalbefolkningens skyld, siger han.

Rødvig Borgerforening, der er drevet af frivillige, fik af Stevns Kommune ansvaret for at føre sandløsningen til dørs, men har senere frasagt sig ansvaret igen.

Ikke resourcer til ansvaret

Ifølge formanden for foreningen skyldes det, at de hverken har tid, ressourcer eller økonomi til at holde stranden ren på længere sigt.

– Da det kom frem, at vi også efter selve sandpåførslen skulle stå for vedligeholdelse af stranden, sagde vi fra, siger han om stridighederne.

Læs også: Danske kyster skal være større turistmagneter 

Strid om ansvaret

Bjørn Østergård Rasmussen, der er nuværende formand for Natur-, Fritids- og Kulturudvalget i Stevns kommune, forklarer, at han ikke ser det som kommunens ansvar at holde strandende fri for fedtemøg.

– Da der ikke er tale om kommunal jord, men derimod private strande, vil kommunen ikke gå ind og tage det fulde ansvar for, at strandende ser pæne ud, siger Bjørn Østergård Rasmussen.

Laug skal fjerne fedtemøg

Derfor blev der på et møde i juni i Natur-, Fritid- og Kulturudvalget ved Stevns Kommune fremlagt et forslag om at nedsætte et såkaldt strandrensningslaug.

I dette laug skulle blandt andet kommunen og borgerforeningen indgå, sammen med andre grupper eller foreninger, der har interesse i sagen.

En sådan løsning har blandt andet i Solrød været med til at løse fedtemøgsproblematikken.

Fedtemøg fortsat til gene 

Siden mødet tilbage i juni, hvor rensningslauget blev foreslået, er der dog ikke sket mere med det ildelugtende fedtemøg, der stadig generer beboerne i Rødvig.

Leave a Reply

Your email address will not be published.