Briller og bøjle erstattet af muskler og selvdisciplin

Malene Eldrup træner hver dag for at være klar til Bikini Fitness konkurrence i september
Malene Eldrup på sin arbejdsplads i Waves. Hun træner hver dag for at blive klar til Bikini Fitness konkurrence i september

– Jeg var til familiefødselsdag for ikke så lang tid siden, hvor alle spiste løs af rigtig lækker mad, slik og boller, og så sad jeg der med min egen boks med kylling, ris og grøntsager. Og da de spiste lagkage, sad jeg med min skyr. Altså, jeg sad bare og savlede over alt det, jeg ikke måtte spise!

Sådan fortæller 25-årige Malene Eldrup, der lige nu træner op til debutantstævnet i Bikini Fitness afholdt af Dansk Bodybuilding og Fitness Forbund. Malene Eldrup skal stå på scenen til september, sammen med over 100 andre håbefulde muskuløse piger. Hun træner derfor hver eneste dag og er på en streng kostplan for at nå sit mål.

Læs også: Tre trin til at finde motivationen til træning

– Det er hårdt. Men når man virkelig gerne vil noget, så er det også det værd. Men der er nogen gange, hvor man bliver rigtig træt af sin mad, forklarer Malene Eldrup.

Jeg tænker på træning hele tiden. Altså jeg har det bedst, når jeg er i mit træningstøj oppe i træningscentret. Hvis jeg kunne leve deroppe, så ville jeg gøre det.
Malene Eldrup

Hendes kostplan består af skyr til morgenmad, kylling, ris og grøntsager til frokost, en banan og en proteinbar om eftermiddagen og igen kylling, ris og grøntsager til aftensmad.

– Man kan sagtens skifte ud så man spiser broccoli, pasta og oksekød. Så jeg spiser ikke det samme hele tiden, jeg kan godt variere det. Det er bare nemmere, når man laver mad til mange dage, at man laver det samme, forklarer Malene Eldrup.

Malene Eldrup er langt fra den eneste, der lever efter strenge regler om kost og træning. Mange kvinder har taget styrketræningen til sig, og det nye ideal om en stærk krop med fremtrædende muskler er taget til i popularitet igennem de seneste år.

Malene Eldrup elsker træning og føler fitnesscentret er hendes andet hjem
Malene Eldrup elsker træning og føler, at fitnesscentret er hendes andet hjem

Malene Eldrup står op kl. 6.30 hver morgen for at nå 1,5 times træning inden hun møder på arbejde kl. 10. Hun arbejder fuldtid i tøjbutikken Designers Market i Waves, men al hendes fritid går med forberedelse til Bikini Fitness konkurrencen i september.

Jeg har altid været sådan lidt chubby og gået med briller. Og så har jeg haft bøjle på, til jeg var 22 år. Alle slags bøjler. Så jeg har aldrig været den pæne pige.
Malene Eldrup

– Jeg tænker på træning hele tiden. Altså jeg har det bedst, når jeg er i mit træningstøj oppe i træningscentret. Hvis jeg kunne leve deroppe, så ville jeg gøre det, siger Malene Eldrup.

For Malene Eldrup bliver det en grænseoverskridende oplevelse at stå på scenen – helt blottet – i en lille bikini. Hun gemmer nemlig på en hemmelighed.

Se også: Store muskler og små bikinier

– Jeg blev født tre måneder for tidligt og blev opereret fire gange efterfølgende i min mave. Så jeg har et rimelig stort ar. Det fylder næsten hele maven, forklarer Malene Eldrup og fortsætter:

– Det har gjort, at jeg har rigtig dårlig selvtillid, og jeg har ikke rigtig bikini på, på stranden.

Malene Eldrup har kun vist arret på maven frem til sine nærmeste venner og familie, og hun fortæller, at hun derfor har svært ved at lukke folk ind og vise hvem hun er. Den manglende selvtillid i hverdagen kommer dog ikke kun fra arret på maven.

– Jeg har altid været sådan lidt chubby (buttet, red.) og gået med briller. Og så har jeg haft bøjle på, til jeg var 22 år. Alle slags bøjler. Så jeg har aldrig været den pæne pige, forklarer hun. Uden træning tror Malene Eldrup, at hendes liv ville se helt anderledes ud:

Læs også: Så meget kræver det, at få en hot sommer-numse

– Så tror jeg stadig, at jeg ville være den lidt tykke pige, som ikke rigtig var glad. Træningen har gjort rigtig meget i mit liv. Det har gjort mig mere udadvendt og glad for mig selv. Det kan godt være, at jeg ikke er i mål endnu, men jeg er blevet en gladere person, siger hun.

Når Malene Eldrup står på scenen, har hun ingen idé om, hvad hun vil føle.

– Men jeg håber virkelig, at jeg for første gang i mit liv kan hvile i mig selv og være glad og stolt over den jeg er. For det har jeg svært ved i hverdagen, siger Malene Eldrup.