Bureaukrati blokerer for skovgravsteder

Den fire år gamle lovændring, som Kirkeministeriet lavede for at åbne op for alternativer til folkekirkebegravelser, har stadig ikke opfyldt nogens drømme om at blive stedt til hvile under de grønne bøgetræer i skoven. Der har dog været arbejdet på sagen i flere af landets kommuner, men i alle tilfælde uden held. Kirkeministeriet er åbne for, at kommunerne samarbejder med skovejere, men fastholder at begravelser er et kommunalt anliggende.

”Det er kommunerne, der har muligheden for at lave skovbegravelsespladser, og de kan så samarbejde med fx en godsejer eller skovejer. Men kommunerne hænger i sidste ende på ansvaret. De kan ikke frasige sig det endelige ansvar,” siger Informationskonsulent Jørgen Engmark fra Kirkeministeriet og fortæller om et projekt, der gik i stå:

”Der har været kraftige bestræbelser i Frederikshavn kommune, men det endte med, at det ikke blev til noget, fordi kommunen og de andre, der var interesseret i det, ikke kunne blive enige.”

Problemet er kirkeloven
Godsforvalter Poul Schreiner Hansen på Corselitze Gods på Falster, som er fondsejet og en offentlig stiftelse, er én af dem, der har været længst i forsøget med at etablere begravelsespladser i skoven. Han mener derimod, at det er Kirkeministeriets lov, der hæmmer:

”Problemet ligger i, at den begravelseslov, der er lavet, ganske vist liberaliserer det her, men den gør det på en måde, så det stadig væk er meget svært for private skovejere at gå ind i. Det er det, fordi det står i bestemmelserne, at det skal være en kommunal gravplads, og det tolker man i Kirkeministeriet som, at det skal være kommunen der administrerer det.”

Poul Schreiner fortæller, at kommunen ikke ville stå for den daglige administration, og at han heller ikke er interesseret i at leje skoven ud til kommunen. De prøvede at etablere en ordning, hvor godset skulle stå for det administrative og praktiske, og kommunen var tilsynsmyndighed. En ordning Poul Schreiner sammenligner, med den man kender fra andelsvandværker.

”Men den model ville man ikke acceptere fra Kirkeministeriets side. De ville have, at det ubetinget skal være kommunen, der også tager kontakt med de mennesker, der har ønske om at blive begravet på pladserne,” fortæller godsforvalteren, der valgte at droppe projektet pga. de administrative krav, og fordi de ikke selv kunne få lov at fastsætte taksterne.

Skovejer og kommunen vil liberalisering
Poul Schreiner mener ikke, at Kirkeministeriet har villet den liberalisering, som egentlig lå i tanken med loven. Samtidig forstår han godt, at Kirkeministeriet fastholder kommunen som administrativ tovholder:

”På en måde kan man godt forstå det. Det er et ømtåleligt emne. Hvis der var en fri prissætning på det, kunne det komme til at se odiøst ud, hvis der var nogle, der skulle betale 40.000 kr. for at blive bisat i skoven. Og det er formentlig det, som man har villet prøve at beskytte imod ved at sige, at det skal være i kommunalt regi.”

Teamleder Frederik Cordes fra Natur, Miljø og Plan i Guldborgsund Kommune hvor Corselitze ligger, synes, at det er ærgerligt, at det ikke blev til noget og mener ikke, man kan skære alle skovejere over én kam:

”Vi havde håbet på at kunne sige fra kommunens side, ’det her virker fornuftigt, der er tale om en offentlig stiftelse, som har en flere hundredårig tradition i at drive den her skov, og dem vil vi gerne tiltro det at drive sådan et forretningselement’.”

Frederik Cordes efterspørger, ligesom Poul Schreiner, den liberalisering, som loven lagde op til: ”Ideen var at skabe en privat virksomhed, der kunne drive sådan en plads og selvfølgelig skal kommunen ind over som en form for garant.”

Men kommunen kunne i sidste ende ikke undsige sig det administrative arbejde, og Frederik Cordes forstår i det hele taget ikke hvorfor kommunen skal ind over skovbegravelsespladserne:

”Her har vi en anden halv-offentlig myndighed, der går ind og driver noget. Hvorfor skal byrådet så lige pludselig bruge en masse krudt på at lave forskelligt administrativt arbejde på at drive det her? Det synes vi egentlig ikke var meningen.”

Udlandet kan – hvorfor kan vi ikke?
Mogens Balling, administrerende direktør i foreningen Liv&Død, mener, det er et spørgsmål om penge og ansvar, og at det i sidste ende er kommunerne, der skal bøje sig:

”Kirkeministeriet har lavet den lovgivning, der findes, og så er det kommunerne, der skal leve efter den lovgivning, og de gør det noget besværligt,” siger Mogens Balling, der mener, at problemet lige nu bliver smidt frem og tilbage:

”Kommunerne siger ’så må Kirkeministeriet lave reglerne om’, og Kirkeministeriet siger ’vi har lavet reglerne om, det er kommunerne, den er gal med’.

Mogens Balling fortæller, at der er flere lande i Europa, der har skovbegravelsespladser, og at det spreder sig, ”så det er helt åndssvagt, at vi ikke kan finde ud af det herhjemme i Danmark.”

Undersøgelsen, der viser at hver fjerde dansker ikke ønsker at blive begravet på kirkegården, er fra 2011 og er udført af Megafon for Begravelse Danmark og Landsforeningen Liv&Død. 1538 personer over 18 år svarede på spørgsmål om deres personlige overvejelser og tanker om begravelser.

Læs også:

Gravsten i cyberspace

Flere vil begraves uden præst og kirke