Busser landet over har de seneste dage fået sat et overskæg på. Sjovt og besynderligt tænker du måske, men der er en helt særlig grund til bussernes nye hårvækst.
Overskægget er nemlig en del af kampagnen Movember, der i hele november sætter fokus på prostatakræft ved at opfordre mænd til at gro et overskæg. Hos busselskabet Arriva synes man, at kampagnen er så god en idé, at man har valgt at støtte den ved bl.a. at pryde busserne med netop et overskæg.
”Busserne fylder så meget i bybilledet, og vi håber, at dette overskæg på busserne får folk til at trække på smilebåndet samtidig med, at de bliver opmærksomme på Movember og på, at vi skal have samlet penge ind til forskning om prostatakræft,” forklarer Marianne Færch, der er kommunikationskonsulent hos Arriva.
Arriva har derfor sendt 300 overskæg ud. Allerede nu kan man spotte overskæg på busser i København, Hjørring og Thy, men også på toge i Jylland og på havnebusser. Desuden har Arriva også opfordret deres medarbejdere til at gro et overskæg for at støtte kampen mod prostatakræft.
”Vi har rigtig mange medarbejdere, der desværre falder i denne risikogruppe for prostatakræft, så vi har også en hel personlig motivation for at støtte denne kampagne,” siger Marianne Færch og fortæller, at overskæggene på busserne og buschaufførerne allerede har bragt en del positive reaktioner med sig.
Det alvorlige med det sjove
Marianne Færch og Arriva mener, at det kan have en positiv virkning at behandle et alvorligt emne som prostatakræft med en sjov tilgang. Johnny Willum, der er direktør for marketingsvirksomheden Convince Interactive, giver Marianne Færch ret. Han mener, at humor kan være ”effektfuld”, når den bruges i forbindelse med alvorlige emner som kræft.
”Selvom det kan være nok så paradoksalt i visse henseender, så kan humor være en effektiv måde at trænge igennem på, når det kommer til at sådan et emne som dette. Med Movember-kampagnen prøver man at få fat i unge mennesker, der ofte tænker ‘kræft interesserer ikke mig, kræft rammer ikke mig’,” siger Johnny Willum. Vil man ud og kommunikere med unge mennesker, så hjælper det ikke noget med løftede pegefingre, mener han.
”Der bliver man nødt til at bruge humoren som en form for ‘breaker’ til at trænge igennem med et budskab,” forklarer han.
Han mener dog, at man skal passe på med, at en kampagne ikke bliver for indirekte:
”At placere overskægget på en bus er en lidt indirekte måde at reklamere på. Det kræver, at vi kan huske, hvad overskægget står for og betyder. Ellers giver det ingen mening, og så taber man folk,” afslutter Johnny Willum.
Arriva vil for hver medarbejder, der melder sig til at gro et overskæg og derved deltager i kampagnen, donere 100 kr. til forskning mod prostatakræft. Overskæggene sidder allerede på busser, tog og havnebusser og barberes væk igen d. 30. november.
Læs også: