Cigaret-fri verden i 2040?

Foto: Wikimedia
Foto: Wikimedia

Hævning af aldersgrænse, standardisering af cigaretpakker og reducering i importen. Dette er blot nogle af de tiltag, som forskere netop har fremlagt på den 16. konference om tobak eller sundhed (WCTOH), der afholdes i Abu Dhabi i denne uge. Med disse tiltag vil verden være tobaksfri om bare 25 år, på trods af at antallet af rygere er stigende.

– Kræftens Bekæmpelse støtter målet om et tobaksfrit samfund og indførelse af standardiserede cigaretpakker, siger Niels Them Kjær fra Kræftens Bekæmpelse, der deltager i konferencen.

Hvis man håndhævede aldersgrænsen, så ville det virkelig betyde noget for forbruget.
Morten Grønbæk, Institut for Folkesundhed

For at opnå en tobaksfri verden i 2040 skal under 5 procent af verdensbefolkningen ryge. På konferencen diskuteres artiklens tiltag, der er publiceret i tidsskriftet Lancet. Her fremgår det blandt andet at:

– Betydningsfuld og strategisk handling på dette felt vil forhindre hundrede millioner unødvendige dødsfald.

Kedelige cigaretpakker

Rygning i Danmark

  • 17 % ryger dagligt
  • 60 % vil gerne stoppe
  • To i hver niende klasse ryger
  • Rygning koster hvert år 14.000 danskere livet

Gallup-undersøgelse, i samarbejde med Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Danmarks Lungeforening

Morten Grønbæk fra Institut for Folkesundhed bakker også op om tiltagene. Han mener, at en håndhævning af aldersgrænsen, der i Danmark er 18 år, er et vigtigt tiltag:

– 10 % af 15-årige drenge ryger, og de får ikke alle de smøger af forældre eller af deres storebror, de går selv ned og køber dem. Så hvis man håndhævede aldersgrænsen, så ville det virkelig betyde noget for forbruget.

Læs også: TV: Rygning er upopulært

Australien er det eneste land endnu, der har standardiseret cigaretpakker, og de har oplevet fald i antal rygere og i salget af cigaretter. Niels Them Kjær fra Kræftens Bekæmpelse mener, at ved at gøre cigaretpakkerne kedelige er der færre unge, der får lyst til at begynde at ryge og flere voksne, der får mod på at stoppe. Men for at disse tiltag skal træde i kraft, kræver det politisk opbakning, siger Niels Them Kjær:

– Hvis man virkelig skal udfase tobak i år 2040, så skal man først og fremmest have politisk opbakning til det.

Kræftens bekæmpelse har planlagt forskellige debatter og aktiviter i femtiden blandt andet på Folkemødet Bornholm, som skal belyse emnet. Københavns Kommune har allerede sat et mål for et tobaksfri kommune i 2025, hvor færre end 5 procent ryger.

Rygere vil fortsætte
Talsmand fra Tobaksfirmaet British American Tobacco Denmark, Jacob Lund, tror ikke på, at tiltagene er realistiske:

– Efter vores mening er det helt rimeligt, at voksne selv bestemmer, hvordan de ønsker at leve deres liv. Det er væsentligt at have en realistisk forståelse af, at mange voksne vil fortsætte med at ryge, netop fordi de ønsker at ryge, uanset hvad forskerne mener om det.

Tryk på de sorte punkter på kortet for at se hvilke lande, der ryger mest: