Da det private blev politisk: 300 kvinder besatte Dannerhuset med soveposer og sang

I 1979 besatte 300 kvinder Dannerhuset i Nansensgade og lavede huset til et kvinde- og krisecenter.

Det var business as usual, da 300 kvinder besatte Dannerhuset i København i 1979.

I Nansensgades Beboerforening mødtes 300 kvinder fra forskellige organisationer med soveposer under armene. Mødet blev kaldt et landsseminar, men det var et dække. I virkeligheden var der en enorm aktion under opsejling. Kvinderne samledes for at besætte et hus lidt længere nede ad gaden. Dengang var huset kendt som Grevinde Danner Stiftelsen, men fra om aftenen fredag d. 2. november blev det til Dannerhuset, der i dag er et kvinde- og krisecenter i København.

Inger Stauning var med i rødstrømpebevægelsen lige fra starten i 1970’erne, og i 1979 havde hun allerede mange års erfaring med aktioner og besættelse af huse.

Dannerhusets historie

  • Grevinde Danner stiftede i 1873 et hus for kvinder, der ikke længere kunne arbejde og havde brug for et sted at bo.
  • 2. november 1979 besatte 300 kvinder huset for at forhindre, at det blev solgt til et entreprenørfirma og omdannet til kontorboliger.
  • Kvinderne, der havde besat huset, fik mulighed for at købe det for 2,8 millioner kroner. Det samlede de ind ad forskellige veje ved at afholde koncerter, loppemarkeder og optog i Københavns gader.
  • Det rigtige krisecenter åbnede først i august 1981, da huset var blevet renoveret og sat i stand som rigtigt krisecenter, hvor kvinder kunne opholde sig.
    Kilder: www.danner.dk, Else Christensen, tidligere rødstrømpe og medstifter af Dannerhuset

Inger Stauning er en levende fortæller. Hun starter med at forklare, at huset i Nansensgade nr. 1, der sidenhen skulle blive til Dannerhuset, var blevet misligholdt gennem mange år af den bestyrelse, der stod for stiftelsen. Det var forfaldent og skulle renoveres. Desuden var der i 1979 kun fire gamle arbejderkvinder, der stadig boede i stiftelsen i hver sin fløj.

Læs også: Dannerhuset inviterer kontroversiel Twerk Queen til kvindekamp: »Hun løfter debatten om feminisme«

Dansk Kvindesamfund tilbød at købe huset af bestyrelsen. Men pludselig fik de at vide, at huset allerede var solgt til et entreprenørfirma ved navn A. Jespersen og Søn A/S, der ville lave kontorbygning i huset.

Inger Stauning fortæller, at nyheden ansporede hendes underbo, der også var rødstrømpe, til at foreslå en besættelsesaktion.

Hun gik op til mig og sagde: Hør Inger, det går ikke. Vi er nødt til at besætte huset. Det ville jeg selvfølgelig gerne være med til. Jeg havde været med til at besætte mange huse. Så vi lavede en lille planlægningsgruppe, som bestod af rødstrømperne og Nansensgade Beboerforening.
Inger Stauning, aktivist under besættelsen af Dannerhuset.

Det er tydeligt på Inger Staunings fortælling, at besættelse af et hus var en indøvet aktivitet på det her tidspunkt.

»Det handlede om at skabe liv«
– Vi havde jo prøvet det før. Det handlede om at skabe liv så hurtigt som muligt, og skabe plads til at man kunne overnatte og at skabe hygge, så folk blev der. Vi skrev til alle kvinderne, at de skulle medbringe soveposer. Så vidste alle i rødstrømpebevægelsen, hvad det gik ud på.

Detaljen med soveposen husker en anden kvinde fra rødstrømpebevægelsen også fra den aften. Hun hedder Else Christesen, og hun var en af de meget aktive medarbejdere i krisecenterets første år.

– Vi mødtes henne i Ahlefeldtsgade og havde vores sovepose under armen. Så spadserede vi i små grupper hen til Dannerhuset og blev lukket ind af de kvinder, der boede dér, fortæller hun.

Det med at gå i små grupper var en vigtig del af planlægningen ved besættelsen, fortæller Inger Stauning. Det skulle nemlig foregå i hemmelighed. Huset var jo solgt til entreprenørfirmaet, og kvinderne trængte ind i det uden tilladelse.

– Vi var jo 300 kvinder, så det ville se lidt besynderligt ud, hvis vi alle sammen gik sammen, forklarer hun.

Læs også: Voldsramte kvinder var et kæmpe hit til kulturnatten

Politi og husspektakler
Og det var da også nær gået galt på vejen hen til huset. På vejen ned ad Nansensgade måtte kvinderne hurtigt gemme sig, da en politibil kørte ned ad gaden.

Bedst som vi går, så hører vi pludselig politisirenerne. Så trækker vi ind i portene og gemmer os og tænker: Nej! Det hele er ødelagt, det er opdaget. Så stopper de i Nansensgade, og det viser sig, at det er husspektakler. Så der farer nogle betjente ud, som er oppe at snakke med nogle folk, og så kører de væk igen.
Inger Stauning, aktivist under besættelsen af Dannerhuset.

På trods af politiets korte tilstedeværelse i Nansensgade den aften, så lykkedes det alligevel kvinderne at besætte huset. Det var faktisk de fire gamle kvinder, der boede i Dannerhuset dengang, der lukkede de 300 kvinder ind ad bagdøren i haven.

– Vi går op ad trapperne helt stille, indtil vi står i den store sal, hvor der nu er kvindetegn på vinduerne. Og da vi var der alle sammen, så var der én, der tændte lyset. Og så brød vi ud i jubel. Vi sang også nogle sange. Vi sang blandt andet den, der hedder »Vejen er lang«, fortæller Inger Stauning.

Du kan høre sangen her.

Vejen er lang (sang fra kvindebevægelsen)

  • Søstre, kom og hold mig
    i jeres arme til det er ovre
    Lad os ikke slippe
    før vi ser vores eget land
  • Vejen er lang
    hårdt må vi kæmpe
    inden vi alle når frem
    Søstre slip mig aldrig
    vi skal sammen finde hjem
  • Søstre, vi er sammen
    lad os finde de andre kvinder
    Lad os ikke standse
    før vi alle kommer med.
  • Søstre lad os danse
    hele natten til vores sange
    Finde fælles styrke
    til at leve vort eget liv
    Kilde: www.kvindehuset.blogspot.com

Inger Stauning fortæller, at kvinderne fejrede besættelsen af huset samme aften med fest. Der blev sat bar op og indrettet køkken. Det husker Else Christensen også.

– Jeg var med til at sætte bar op. Jeg var meget social. Sådan gjorde man dengang, når man besatte huse. Det var også en fest, siger hun.

Den barske virkelighed
Tiden efter besættelsen oplevede Else Christensen som både enormt spændende, men også til tider hård. Det rigtige krisecenter åbnede først i august 1981, men indtil da lavede Dannerhuset mulighed for nødlogering for de voldsramte kvinder.

– Bagefter var det en god erfaring, de, der havde stået for nødlogeringen, havde fået. For de havde lavet alle de fejl, jeg havde forudset, der ville komme. Der var flere, der ikke fortsatte efter nødlogeringen, fordi det havde været for hårdt. Men de, der fortsatte, havde gjort sig nogle erfaringer, så de vidste en hel masse om, hvad vi skulle gøre med det rigtige krisecenter senere, fortæller Else Christensen.

Inger Stauning husker også tydeligt sit første møde med en af de kvinder, der var blevet udsat for vold:

– Min første konfrontation med en kvinde, der var udsat for vold, var en af juledagene, hvor vi festede og havde sjov og ballade. Vi sang og drak øl og havde det skønt, alle os der havde holdt ved i de kolde juledage. Så ringede det på døren, og så står der en kvinde derude, fuldstændig forslået og sønderbanket. Jeg fik et chok efter den dér løsslupne aktiviststemning. Her stod hun. Hun var virkelig skamferet og med blå øjne. Så fandt jeg ud af, hvad det handlede om.

Det private blev politisk
Men Else Christensen fortæller, at selvom virkeligheden i krisecenterets arbejde var barsk, så ændrede det vilkårene for debatten om vold mod kvinder.

Vi var i stand til at give folk en anden forståelse af, hvad en voldsramt kvinde var. Jeg kan huske, at en mand engang kom op til mig efter et foredrag, jeg havde holdt, gav mig hånden og sagde: Jeg vil sige dig tak for at du har lært mig, at voldsramte kvinder også er almindelige mennesker.
Else Christensen, medstifter af Dannerhuset.

Inger Stauning tror også på, at det arbejde, de lagde i besættelsen og etableringen af krisecenteret dengang, var med til at give en stemme til de problemer, som ingen talte om:

– Jeg tror, det bidrog til, at kvinder fik selvtillid, også selvom de ikke lige var i rødstrømpebevægelsen. Vi havde et slagord helt fra starten i 1970: Det private er politisk. Det er en undertrykkelsesform, der foregår privat, og så længe man tier stille med, hvad der foregår inden for hjemmets fire vægge, så kan det fortsætte. Men når man begynder at sige fra og fortælle, hvad der sker, så bliver det politisk. Kvindetegnene på vinduerne er jo et symbol, der stråler, når man kører forbi og handler om, at det ikke bare er offerrollen, vi er optaget af, men at kvinder skal blive stærke og kunne sige fra, når det er nødvendigt.

Sådan gjorde vi: Jeg skrev to artikler om stalking af kvinder på krisecentre. I den forbindelse fik jeg også kontakt til Inger Stauning og Else Christensen, der var med til at grundlægge krisecenter Dannerhuset i København, og jeg besluttede at skrive en caseartikel om deres historie. Begge interviews er foretaget over telefonen.

Leave a Reply

Your email address will not be published.