Danmark overhalet inden om med trafiksikkerheden

2012 kan blive rekordår for færrest trafikdræbte. Det viser nye tal, som Vejdirektoratet fremlagde i sidste uge. På trods af det ligger Danmark ikke i toppen, når vi sammenligner os med OECD-landene. Med de nyeste tal fra OECD fra 2009 rangerer Danmark på en 13. Plads. Danmark er dårligst placeret af de nordiske lande, og rangerer under lande som Tyskland, Holland og England, som vi normalt sammenligner os med.

Svært at sammenligne
De nordiske lande kan dog være svære at sammenligne, mener Tove Hels, trafikforsker ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

»Det kan være vanskeligt at sammenligne direkte, fordi hvis vi eksempelvis sammenligner os med Sverige, som vi tit gør, eller Norge, så er det nogle lande, der ser helt anderledes ud. Altså de har meget lavere indbyggertæthed, og det vil sige, at hvis man vil køre sammen med en anden bil, og man bor i Nordsverige, så skal man virkelig køre langt for at komme til at køre sammen med en anden bil. Så det giver jo nogle helt forskellige betingelser,« siger Tove Hels, trafikforsker ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

Forskellige årsager
Men selvom der er forskellige demografiske og geografiske betingelser, så peger Tove Hels på en række andre faktorer, der kan have en indvirkning på, at Danmark danner bagtrop i feltet:

»Så har de jo sådan noget som automatisk trafikkontrol, stærekasser, i både Sverige og Norge. I Norge har man både punktkontrol og strækningskontrol. Og i Sverige har man en blanding af de to. Og det har vi jo slet ikke i Danmark. Vi har mobil hastighedskontrol i Danmark, men ikke stationær som i Sverige og Norge,« siger hun.

Ifølge Tove er vores naboer i Norge og Sverige også bedre til at følge færdselsreglerne, og derudover har de en strengere promillegrænse, der også spiller en rolle. Hun understreger dog, at det er svært at sætte fingeren på den direkte årsag.

Ældre biler
De høje afgifter på biler i Danmark kan også have en indvirkning på trafiksikkerheden. Studier fra DTU viser, at teknologien kan redde liv:

»Vi lavede et studie herude, hvor vi kiggede på den passive sikkerhed som funktion af bilens alder. Og der var det helt tydeligt, at man kunne spare en del dræbte, hvis vi kørte i nyere biler, end vi gør. Fordi den teknologiske udvikling i bilerne er så enorm i de her år, som den er,« udtaler Tove Hels.

Dette kan være medvirkende til, at Danmark blandt andet rangerer under Tyskland, da det her er billigere at købe nye biler.

Læs også: Rekordfå trafikdræbte i 2012

Læs også: Stærekasserne er forsinket igen