Ægteparret Michael Keller og Lillan Spiertz vil gerne gøre deres for at hjælpe miljøet.
Derfor startede de sidste år firmaet Pure Oceans, der kort fortalt består af ægteparret, der sammen samler plastik på den danske vestkyst, som de renser og omsmelter til blandt andet iPhone covers.
Og om et par måneder satser parret så på, at en nyindkøbt støbemaskine til solbriller er ved at være klar, så de kan producere og sælge solbriller lavet af genbrugsplastikken.
Forhåbentlig kan det, vi gør, inspirere andre
Michael Keller, medstifter af firmaet Pure Oceans
Et ton skrald på fem måneder
Selvom Michael Keller og Lillan Spiertz gerne vil tjene penge på deres affaldsprodukter, er de først og fremmest drevet af en fælles bekymring for havmiljøet, som de har oplevet det på nogle af deres fælles rejser.
– Vi har blandt andet set havskildpadder, der lå og gnaskede i plastikposer på stranden i Sri Lanka, og det er bare et eksempel, der med tiden har fået os til at tænke: ”Det kan simpelthen ikke være rigtigt det her”, siger Michael Keller.
Tanker som denne er netop det, der i sidste ende har inspireret Michael Keller og Lillan Spiertz til at tage sagen i egen hånd. Siden november sidste år har parret allerede ryddet et helt ton plastik fra Vestkysten, men spørgsmålet er, om deres initiativ også kan ses i det store miljøregnskab.
Læs også: Miljøstyrelsen har ikke tjek på, hvor meget affald der genanvendes
Ifølge Katrine Worsaae, der er forsker i marinebiologi ved Københavns Universitet, skal man ikke underkende tiltag som disse:
– Alle tiltag er gode og værdifulde, og selvfølgelig kan det gøre en forskel. Om ikke andet kan det inspirere andre – og særligt andre lande. Problemet er ikke så stort i Danmark, men hvis vi kan være et af de lande, der går forrest med teknologien, er det jo godt, siger hun.
Det er en genial idé. Et, fordi man får ryddet op. To, fordi man får lavet et produkt ud af noget af alt det skrald, der bliver samlet ind
Frederik Roland Sandby, medstifter af Den Grønne Studenterbevægelse
I Den Grønne Studenterbevægelse er man også positivt stemt over for initiativet:
– Det er en genial idé. Et, fordi man får ryddet op. To, fordi man får lavet et produkt ud af noget af alt det skrald, der bliver samlet ind, siger Frederik Roland Sandby, der er medstifter af Den Grønne Studenterbevægelse.
Vil gerne inspirere andre
Så meget affald er der i verdenshavene
– Ifølge FN’s Miljøprogram UNEP udledes der hvert år omkring 6,4 mio. tons affald i verdenshavene.
– Størstedelen af affaldet i havene og langs kysterne er plastaffald som flasker og dunke, kapsler, reb, fiskenet og poser.
Kilde: Plastindustrien
Michael Keller og Lillan Spiertz er godt klare over, at deres projekt i det store billede ikke alene løser skraldeproblemet. De håber dog på, at det med tiden kan bære inspiration med sig:
– Forhåbentlig kan det, vi gør, inspirere andre. Vores tanke er, at hvis man kan gøre det i en lille by, hvor der er 5 km strand, så kan man på sigt også gøre det i 10 andre små byer med 5 km strand, siger Michael Keller.
Fra Danmark til Sri Lanka
Det danske ægtepar har flere gange rejst til Sri Lanka, hvor de drømmer om at fortsætte deres nystartede virksomhed. Her er problemerne med affald på strandende nemlig større end i Danmark og dermed også muligheden for at gøre en forskel. Og en god forretning.
– Vi vil til Sri Lanka, fordi vi tror på, at det er der, det vil have størst effekt. Den forurening, vi har i Danmark, er peanuts i forhold til eksempelvis strandene på Sri Lanka, siger Michael Keller.
Læs også: Ny rapport fastslår: Tøj og dæk forurener havene mest
Så snart parret ved, hvordan produktionen af genbrugsplastikken vil forløbe, og er sikre på, at projektet er økonomisk bæredygtigt, er planen at rykke firmaet og dele af produktionen til Sri Lanka.
Ifølge Michael Keller fortsætter parret dog også deres indsats i Danmark, når drømmen om Sri Lanka en dag bliver til virkelighed.
Sådan gjorde vi: Journalisten fik et tip om det nystartede firma fra en bekendt. Citaterne stammer fra telefoninterviews med alle tre kilder.
One Response to "Dansk ægtepar vil lave solbriller af havskrald"