Dansk gymnasieelev nægtet indrejse til USA: Må ikke komme med på studietur

Mustafa Al-sayegh fra Ørestad Gymnasium blev nægtet indrejse til USA. Han skulle have været med sin klasse på studietur. Foto: Privat

Gymnasiets studietur er for mange en tur, man aldrig glemmer. Men for 18-årige Mustafa Al-sayegh og hans klasse 2i på Ørestad Gymnasium er det af helt andre grunde end normalt. Mustafa Al-sayegh blev nemlig nægtet indrejse til USA.

Det skete torsdag formiddag, da klassen mellemlandede i London på vej til San Francisco, hvor de skal tilbringe den næste uge. Det bliver nu uden Mustafa Al-sayegh, der blev trukket til side i Londons lufthavn.

– Inden vi skal boarde, kommer en security-mand og råber mig og én af de andre drenges navne op. Han spørger os, om vi har været i Mellemøsten. Det havde min ven ikke, og derfor fik han lov til at gå direkte videre. Men jeg har været i Irak, og jeg ville ikke lyve, så jeg sagde ja. Så fik jeg flere spørgsmål, fortæller Mustafa Al-sayegh.

Han blev ikke nægtet indrejse på grund af Trumps indrejseforbud, men fordi man i USA i en længere årrække har påkrævet folk, der har besøgt Mellemøsten, at søge om visum.

– Security-manden sagde, at han var nødt til at ringe til sine chefer i USA for at spørge, om jeg måtte komme med videre. Jeg er dansk statsborger, er født i Danmark og skulle med min klasse på studietur, så han følte, at jeg havde en god grund. Men USA ville ikke lade mig komme ind.

Det er første gang i mit liv, at jeg følte mig anderledes behandlet på grund af min hudfarve og etnicitet.
Mustafa Al-sayegh, gymnasieelev på Ørestad Gymnasium

En tur til Irak hindrede indrejse
Mustafa Al-sayegh var på familiebesøg i Irak for fire år siden. Fordi det er efter 2011, kræver USA, at man søger visum hos den amerikanske ambassade i stedet for blot at søge igennem den normale ESTA-ansøgning. Problemet er, at Mustafa Al-sayegh mellem turen til Irak og USA havde fået dansk pas – og derfor stod det ikke registreret nogle steder, at han rent faktisk havde været i Irak.

– På papirerne har jeg i princippet ikke været der, fordi alt blev slettet, efter jeg har fået det danske pas. Selv hvis jeg havde været på den amerikanske ambassade for at lave visum, ville de højst sandsynligt ikke kunne se, at jeg havde været i Irak. Jeg valgte at være ærlig over for dem i lufthavnen, men det var de ligeglade med.

Mustafa Al-sayegh går derfor ud fra, at han blev trukket til side på grund af sit navn. At han så ærligt fortalte, at han havde været i Mellemøsten, satte gang i det hele.

Føler sig uden for
Det blev derfor slået fast, at Mustafa Al-sayegh ikke måtte komme ind i USA. Resten af hans klasse og hans to lærere, der chokerede havde overværet situationen udfolde sig, blev derfor tvunget videre på flyet til San Francisco, mens Mustafa Al-Sayegh selv måtte blive tilbage i London.

– Det var så surrealistisk. Det er første gang i mit liv, at jeg følte mig anderledes behandlet på grund af min hudfarve og etnicitet. Jeg er født og opvokset i Danmark, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at have styr på tingene. Jeg vidste ikke, at ESTA ikke var nok, og at jeg skulle have søgt om visum, siger Mustafa Al-sayegh.

Læs også: Stress og ensomhed blandt de københavnske gymnasieelever

– Jeg følte mig udenfor i går. Ikke fra min klasse og lærere, for de viste den største støtte. Men jeg følte mig uden for Vesten. Jeg går i skole, og jeg bidrager til samfundet. Og så er resultatet, at jeg ikke må komme med min klasse på studietur.

Ørestad Gymnasium er chokeret
På Ørestad Gymnasium var man chokeret og bekymret over gårsdagens situation.

– Lærerne ringede hjem og spurgte, hvad de skulle gøre. Vi tog kontakt til Udenrigsministeret for at høre, om de ville være opmærksomme på situationen, da der gik noget tid, før skolen hørte fra Mustafa igen, fortæller Rikke Bjerge, der er kommunikationsansvarlig på Ørestad Gymnasium.

– Det er sådan en ærgerlig situation for Mustafa, og nu må vi finde ud af, hvad der præcis skete i lufthavnen. Skolen råder alle elever til at udfylde ESTA korrekt, når man skal til USA. Det er klart, at man fremover vil gøre endnu mere for virkelig at indskærpe, at man skal udfylde det her korrekt og ærligt.

Gymnasiet vil tage kontakt til den amerikanske ambassade
Havde Mustafa Al-sayegh i sin elektroniske ESTA-ansøgning skrevet, at han havde været i Mellemøsten for fire år siden, havde han fået besked om, at han skulle søge visum. Nu vil Ørestad Gymnasium sætte større fokus på, at eleverne får udfyldt ansøgningerne fyldestgørende. Derudover vil de have særlig fokus på, at lignende situationer ikke opstår.

– Vi vil kontakte ambassaden for at høre, hvad der skete. Men vi skal også høre dem, hvad vi kan gøre for, at det ikke sker igen, så vi undgår, at eleverne havner i de her situationer, siger Rikke Bjerge.

Mustafa Al-sayegh overnattede i London hos nogle venner efter aftale med hans forældre. Ørestad Gymnasium er løbende i kontakt med ham, og han får tilbagebetalt rejsens fulde beløb.

Leave a Reply

Your email address will not be published.