Dansk hospitalspersonale er ikke bekymret for ebola

Hospitalsansatte frygter ikke ebola patienter i Danmark Foto: Hvidovre Hospital
Hospitalsansatte frygter ikke ebola patienter i Danmark
Foto: Hvidovre Hospital

Hvidovre Hospital er klar i tilfælde af, at en dansker bliver smittet med ebola. Personalet på hospitalet er ikke bekymret. Så sent som i mandags testede de beskyttelsesdragterne, da der var mistanke om, at en DR-ansat var smittet med den dødelige virus. De ansatte håndterer ofte patienter med mere smitsomme sygdomme.

– Personalet er ikke bekymret. Vi har haft 15 år med andre smitsomme sygdomme, siger Bjarne Ørskov Lindhardt, ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital.

Fakta om ebola 

  • Ebola-epidemien brød ud i det vestafrikanske land Guinea i marts 2014.
  • 7500 mennesker er mistænkt for at være smittet.
  • Omkring 3400 mennesker har indtil nu mistet livet.
  • Det anslås at dødeligheden er på 51 %.
  • Der findes ikke en gennemtestet medicin på verdensmarkedet mod sygdommen.

Nærmer sig Danmark

Tirsdag formiddag kom sygdommen et skridt nærmere Danmark, da en norsk læge, smittet med ebola, landede i Oslo i lufthavn. Tirsdag morgen blev en spansk sygeplejerske erklæret smittet, som den første uden for Vestafrika, efter at have behandlet den spanske præst, der var blevet smittet med ebola i Liberia. Den dødelige sygdom har indtil nu kostet omkring 3400 mennesker livet.

Bjarne Ørskov Lindhardt afviser dog, at personalet på Hvidovre Hospital er bekymret ved tanken om at komme i kontakt med ebola-smittede patienter på dansk jord. Overlægen forklarer, at en række andre sygdomme som SARS og MERS er mere smitsomme.

– Smittefaren ved ebola er minimal, hvis man bruger det smitteværn, der er brug for, forklarer Bjarne Ørskov Lindhardt.

Læs også: Nu skal telte stoppe dødelig virus

Hvidovre Hospital har prøvet det før

Hvidovre Hospital har flere gange om året beredskabsøvelse, hvor de ansatte trækker i de lufttætte dragter. Sidst beredskabet blev aktiveret på Hvidovre Hospital var i efteråret. En gruppe rejsende havde besøgt Mellemøsten og fik efter nogle dage i Danmark symptomer på den farlige virus MERS. Hele beredskabet blev rullet ud.

– Patienterne indlægges på slusestuer, hvor luften suges ud for at undgå smitte. Vi bruger dragter og undersøger det, vi tror, patienterne fejler. Fejler de ikke noget, afblæser vi alarmen igen, siger Bjarne Ørskov Lindhardt

Beredskabet involverer hele Storkøbenhavn. Når beredskabet rulles ud, så er det ikke kun Hvidovre Hospital, der står parat. Københavns Lufthavn, Københavns Brandvæsen og Sundhedsstyrelsen indgår alle i en samlet beredskabsplan.

Læs også: Dansk sygeplejerske om ebola-epidemi: vi kan ikke følge med