Danske frisbee-spillere knokler til EM

Foto: Siv Louise Steffensen Katrine Mignon sidder sammen med sine holdkammerater fra Københavns Frisbee Klub (KFK).
Foto: Siv Louise Steffensen
Katrine Mignon sidder sammen med sine holdkammerater fra Københavns Frisbee Klub (KFK).

Byen er København. Sporten er ultimate frisbee. Begivenheden er Europamesterskabet 2015. Træningen for de danske landshold er allerede skudt i gang ti måneder før EM.

– Det er vigtigt, at vi arbejder hårdt fra starten, hvis vi skal have en chance for at vinde EM, siger træner af det danske mixlandshold Sofie Sørine Ankjær Nielsen.

Det handler jo om at udbrede den sport, vi brænder for,  mixlandsholdstræner Sofie Ankjær Nielsen.

Mix møder modgang

Det har ikke været nemt at få etableret et dansk mixlandshold til EM, og der hersker tvivl, om foreningen Dansk Frisbee Sports Union (DFSU) vil støtte holdet.

– Vi diskuterer stadigvæk i bestyrelsen, om vi skal sende et dansk mixlandshold til EM. Overvejelserne går på, om vi skal satse på eliten, eller om vi skal nå bredere ud og ramme flere spillere, lyder det fra formanden af DFSU Jesper Gyldendahl Christensen.

Læs også: Team Danmark vil sikre elitesporten i teknologisk kapløb

Mix i ultimate frisbee betyder, at hvert hold spiller med minimum tre piger på banen ad gangen ud af syv spillere. Træner for mixlandsholdet Sofie Ankjær Nielsen undrer sig over DFSU’s manglende opbakning.

– Der har været modvind lige fra starten, og det er mærkeligt, når der er så stor vilje og entusiasme blandt mixspillerne, siger hun.

Mixlandsholdet har ifølge Sofie Ankjær Nielsen startet en ambitiøs træning på linje med de andre danske landshold. Hun har selv valgt at være træner for det danske mixhold, fordi hun mener, at mix kan noget, de andre hold ikke kan.

– Det sjove ved at spille mix er, at der skabes en helt speciel dynamik, når mænd og damer spiller sammen på banen. Der ligger nogle helt andre potentialer og strategier i spillet, som er interessante at tænke ind, siger hun.

Læs også: DGI: Stive regler spænder ben for kvinder

Jo flere, jo bedre

Selvom ultimate frisbee er en lille sport, vil Europamesterskabet 2015 fylde Valbyparken med over 1600 ultimate-spillere fra hele verden og mindst lige så mange frisbees.

– Jeg synes, det er vigtigt, at Danmark som vært er repræsenteret i alle rækker for at vise vores engagement og interesse for sporten på alle fronter. Det handler jo om at udbrede den sport, vi brænder for, fastslår Sofie Ankjær Nielsen.

DFSU har godkendt et herrelandshold, et damelandshold og to master landshold (det er for spillere over tredive), men status på det danske mixlandshold kræver endnu et møde i DFSU’s bestyrelse.

– Vi vil træffe en beslutning inden for en måned, lover formand for DFSU Jesper Gyldendahl Christensen.

Læs også: Forsker: Piger skal støttes mere end drenge