Danske og svenske unge udstiller på Københavns Rådhus

På Rådhuspladsen tændes en fredsdue, der er lavet af udendørslys. Værket skal ses som en kommentar til krigen i Syrien.
Foto: Nina Falkesgaard Sørensen

Kunstudstillingen Ungdommens Vårsalong åbnede i går på Københavns Rådhus. De 300 værker, der udstilles, er lavet af unge mellem 12-19 år fra Danmark og Sverige og sætter fokus på nogle af de helt store emner som køn, krop, seksualitet, etnicitet, integration, identitet, krig og fred.

– Det tager det mest af et år at planlægge det her arrangement. Og de unge har jo også lagt mange kræfter i det. Så det er en stor dag i dag, fortæller Katrin Nolsøe, der er projektleder på Ungdommens Vårsalong.

Læs også: CPH:DOX satser på film til børn og unge

Udstillingen er lavet af unge mennesker, men det er ikke kun de unge, der har grund til at tage forbi Rådhuset og se kunstværkerne, fortæller Pia Allerslev, der er børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune.

– Det her er jo en kunstudstilling for og af de unge. Men det giver også os andre en unik mulighed for at få indblik i, hvad der optager unge i dag, siger hun.

Det at udstille sin kunst i Københavns Rådhus er i sig selv en stor ære. Men at blive udplukket af professionelle billedkunstnere, der virkelig ved hvad de laver, det tror jeg betyder rigtig meget for de her unge mennesker.
Pia Allerslev, børne- og ungdomsborgmester

Unge sætter fokus på tunge samfundsproblematikker
Mange af de værker, der møder én i udstillingen, har en politisk, aktivistisk eller personlig inspiration.

Et af værkerne forestiller for eksempel et overdimensioneret billede fra det sociale medie Instagram, som mange danske unge benytter sig af. Ens spejlbillede bliver forvrænget i ’kameraet’, hvilket ifølge de unge kunstnere, der står bag idéen, er en kommentar på, hvordan sociale medier er med til at skævvride unges opfattelse af krops- og skønhedsidealer.

Et andet værk viser to fotografier af henholdsvis en pige og en dreng, hvor den ene side af deres ansigt er sminket og har et feminint udtryk, og det andet har et påmalet skæg og har et maskulint udtryk. I midten er et billede, hvor sætningen ”Beauty has no gender, race, age, size or limit” er malet på neglene af to hænder, der fletter fingre.

Du kan se flere udvalgte kunstværker i galleriet nedenfor.

Stort skulderklap til de unge at være med
Det er dog ikke bare alle kunstinteresserede unge, der kan få lov til at få deres værker med. Ungdommens Vårsalong har en jury, bestående af tre professionelle billedkunstnere, der udvælger værkerne ud fra kunstnerisk værdi, udførelse, indhold, selvstændighed og opbygning. Det er derfor kæmpestort for de unge, at de har fået deres eget værk udvalgt til udstillingen.

– Det er et stort skulderklap til de her unge mennesker at være med i udstillingen i dag. Det kan være grænseoverskridende for dem at dele deres kunst. Men de bliver så glade, når det er gjort, og de synes, det er så fedt, fortæller Katrin Nolsøe.

Læs også: TV: Kreative unge pynter Hvidovre Torv

Pia Allerslev er enig i, at bekræftelsen er en stor del af projektet.

– Det at udstille sin kunst i Københavns Rådhus er i sig selv en stor ære. Men at blive udplukket af professionelle billedkunstnere, der virkelig ved, hvad de laver, det tror jeg betyder rigtig meget for de her unge mennesker, fortæller hun.

Asta Laursen på 16 år er en af de heldige, der har et værk med i udstillingen. Hun går på Kastanievej Efterskole i København, hvor hun har billedkunst som linjefag, og hun har knoklet på sit værk ”Overlevelse” i tre måneder i træk. Hun er derfor rigtig glad for endelig at få lov til at vise det frem.

– Det er fedt at kunne få sin kunst ud. For mig handler det bare om at have det sjovt med det og få lov til at udtrykke sig, fortæller hun smilende.

Læs også: Kreative fag hitter blandt unge

Udstillingen er åben fra d. 15. til og med d. 25. marts. 

Leave a Reply

Your email address will not be published.