Demonstranter: EU skal lægge pres på Etiopien

Demonstranter i alle aldre er mødt op til protestmarchen. Foto: Ewaa E. Koczorowska
Demonstranter i alle aldre er mødt op til protestmarchen. Foto: Ewaa E. Koczorowska

– EU, stop med at hjælpe morderne i Etiopien! Ingen retfærdighed i Etiopien!

Omkring 150 demonstranter marcherer torsdag eftermiddag gennem gaderne i København på vej mod Christiansborg. Flag i gule, røde, grønne og blå farver vajer i den kolde november vind.

– Vi er de menneskers stemme, som nu sidder i fængsel eller har mistet livet. Vi har indkaldt til denne demonstration, så det internationale samfund får at høre, hvad det er, der foregår i Etiopien, siger formand for foreningen af Oromoer i Danmark, Geneti Deressa Ebba, som er en af arrangørerne af demonstrationen.

ETIOPIEN

    • Land i: Østafrika
    • Hovedstad: Addis Ababa
    • Indbyggertal: Ca. 101 millioner
    • BNP per indbygger: 553,2 USD

Kilde: FN

Han forklarer, at EU og den danske regering donerer penge til Etiopien og de etiopiske myndigheder, det er derfor vigtigt, at de lægger pres på den Etiopiske regering, som består af koalitionen EPRDF og får den til at respektere befolkningens demokratiske rettigheder.

Læs også: Etiopien opgiver at gemme gigantisk sultkatastrofe

Undertrykkelse af menneskerettighederne

Tortur, ulovlige fængslinger og forfølgelse af etniske grupper og oppositionspolitikere, er hverdag i Etiopien.

– Formelt er Etiopien et demokrati, organiseret som en føderal stat, men i praksis er det sådan, at regeringen ikke giver plads til opposition. Siden 2005 har regeringen lukket ned for oppositionen og uafhængige organisationer, som beskyldes for at være terrorister, siger lektor i Global Politisk Sociologi ved Roskilde Universitet, Tobias Hagmann.

– Hvis du for eksempel ytrer dig kritisk om den Etiopiske regering, bliver du smidt i fængsel. Folk har mundkurv på.
Formand for Ogaden foreningen i Danmark, Abdirahman Mahamed

Regeringen kritiseres også for at undertrykke etniske grupper i landet, som den har lovet føderalisme og etnisk selvstyre, og denne politik har de ikke ført ud i praksis. Oromoerne og Ogaden er to blandt de etniske grupper, der er mest undertrykte.

– Hvis du for eksempel ytrer dig kritisk om den Etiopiske regering, bliver du smidt i fængsel. Folk har mundkurv på, de kan slet ikke tale om politik, fortæller formanden for Ogaden foreningen i Danmark, Abdirahman Mahamed, som også er arrangør af protestmarchen.

På trods af sagens dystre alvor, mærkes optimisme og håb.

– Vi har forstået, at når vi respekterer hinandens forskelligheder og står sammen, så står vi stærkere. Vi er glade i dag, for vi bliver hørt, siger den unge demonstrant Fardowsa Muqtar.

Læs også: De første reklamecykler på vej til Afrika

One Response to "Demonstranter: EU skal lægge pres på Etiopien"