Der er over 6000 af dem: “Men vi føler os overset”

Afmagt, stigmatisering og at stå udenfor samfundet. Det er blot nogle af de følelser hjemløse i Danmark oplever hver dag. Kilde: Flickr.

Det ydmygende, nedværdigende og man føler sig bumset.

Sådan oplevede Marlene Granild det, da hun var hjemløs i en periode på fem år.

For et år siden kom hun ud af hjemløshed og er nu beboerformand i beboerforeningen Skæv Bolig på Sporet.

Hun mener, at man bør have mere fokus på landets hjemløse – og det er netop, hvad der er i aften i 24 af landets byer.

I aften den 11/11 klokken 19.00 vil Kirkens Korshær og hjemløseorganisationen SAND afholde arrangementet ”Tænd lys for hjemløse”.

Arrangementet skal skabe opmærksomhed om de 6431 hjemløse, som er i Danmark. Dette arrangement er startskuddet til en kampagneuge, som sætter fokus på hjemløse og fattige. Ugen sluttes af med landsindsamling på søndag den 17/11.

Det er vigtigt, at ikke-hjemløse forstår hjemløses situation, mener Marlene Granild:

– Det værste tidspunkt er, når det er rigtig rigtig koldt, og man har siddet og solgt Hus Forbi-aviser. Man knokler hårdt for den skide 20’er, så man kan klare sig. Når folk bare går forbi og fnyser, så bliver det ikke mere ydmygende. Eller folk kommer forbi og siger: ”Få dig et job”. Men at sælge Hus Forbi er nok det hårdeste job, du kan få, fortæller hun.

Det kan ske for alle. Der er også vigtigt at få sat fokus på, at der et flow af hjemløse, som er på gaden i kort tid, hvorefter de så igen får et arbejde, en bolig og en normal tilværelse
Kim Allan Jensen, hjemløs gennem 27 år og formand for hjemløseorganisationen SAND hovedstaden.

Kim Allan Jensen, der er formand for SAND hovedstaden og selv hjemløs, fortæller, at hjemløse netop ofte føler sig overset og ubetydelige, og derfor er det vigtigt at gøre folk opmærksomme på deres tilstedeværelse i samfundet.

Fakta om hjemløse i Danmark

  • I Danmark er der registreret 6431 hjemløse
  • Siden 2009 er der kommet 1433 flere hjemløse i Danmark
  • Fra 2017 til 2019 er tallet dog nærmest uændret
  • 82 procent af de hjemløse har dansk baggrund
  • Ud af de 82 procent er 8 procent med grønlandsk baggrund
  • Siden 2017 er der sket fald i antallet af unge hjemløse og en stigning af midaldrende og ældre
  • Kilde: Hjemløshed i Danmark 2019, VIVE

– Når man ryger helt ned på bunden, er der ikke meget hjælp at hente. Det er en minoritetsgruppe. Der er mange andre problemer i samfundet, såsom børn i fattigdom, så derfor er det nok ikke de hjemløse, man først tænker på, siger Kim Allan Jensen.

Det bekræfter de hjemløses landsorganisation SAND:

– De hjemløse synes, at det er rigtig dejligt, at man synliggør, hvor mange der lever uden fast tag over hovedet i Danmark, samt at anskueliggøre det præcise antal. Selvom hjemløse er synlige i gadebilledet, så føler de sig enormt overset, siger Sofie Bay-Petersen, informationsmedarbejder hos SAND.

Hjemløs på 27. år

Kim Allan Jensen har selv været hjemløs i 27 år og endte som hjemløs, da han og hans daværende kæreste gik fra hinanden. Hun beholdt huset, da børnene skulle bo hos hende. Så en situation der kan ske for alle, førte Kim Allan Jensen i hjemløshed. Derfor er det også vigtigt for ham, at der bliver gjort opmærksom på hjemløshed, da det er noget, han mener, kan ske for alle.

– Det kan ske for alle. Der er også vigtigt at få sat fokus på, at der et flow af hjemløse, som er på gaden i kort tid, hvorefter de så igen får et arbejde, en bolig og en normal tilværelse, siger Kim Allan Jensen.

Læs også: Tårnby vil lære de hjemløse at kende

Vejrets betingelser

Siden 2016 har Kirkens Korshær årligt stemt dørklokker til husstandsindsamling for hjemløse og fattige, men i år er holder de hele ugen optakt til den store landsindsamling. Startskuddet “Tænd lys for hjemløse” foregår i aften, men lignende arrangement har tidligere været organiseret, men ikke landsdækkende. Aftenens arrangement har oplevet stor interesse på Facebook, hvor mange tusinde danskere har trykket “deltager” eller “interesseret”.

– Vi har oplevet rigtig stor interesse. Vi håber selvfølgelig på, at det afspejler sig i virkeligheden, men vi er ikke naive, så vi ved godt, at vejret er en faktor. Vi vil være der uanset hvad. Vi synes, det er en rigtig god måde at markere noget rigtig trist på, så vi håber på at se så mange som muligt, siger Jeanette Ellen Bauer, pressechef, Kirkens Korshær.

Sidste gang “Tænd et lys”-arrangementet blev afholdt for tre år siden, var de omkring 50 hjemløse der deltog i København. Det var ifølge Kim Allan Jensen en meget blæsende aften, så derfor havde de et hyr med at holde liv i lysene. Derfor er lysene i år også skiftet ud med lyskæder i stedet.

Læs også: Massiv trafik og trafikstøj bekymrer bosted for hjemløse

Arrangementet finder indtil videre sted i følgende byer: Aalborg, Randers, Silkeborg, Aarhus, Horsens, Vejle, Herning, Holstebro, Sønderborg, Esbjerg, Svendborg, Odense, Fredericia, København, Nykøbing Falster, Rødby, Nakskov, Roskilde, Holbæk, Helsingør, Slagelse, Korsør, Skælskør og Ringsted.

Det er en del af et større…

Aftenens arrangement er starten på kampagne ugen, hvor Kirkens Korshær i mange byer i Danmark ugen igennem vil holde forskellige arrangementer som støtte til hjemløse. Her vil der findes arrangementer som koncerter, julemarkeder, åbne varmestuer og meget mere, alt til fordel for hjemløse. På søndag vil ugen ende ud i den årlige indsamling, hvor Kirkens Korshær stemmer dørklokker. Sidste år samlede Kirkens Korshær lidt over 2 millioner kroner ind.

Sådan gjorde vi: Ny rapport kortlægger antallet af hjemløse i Danmark, og journalisten så efterfølgende arrangementet “Tænd lys for hjemløse” på Facebook. Derefter kontaktede journalisten arrangørende og de to hjemløse, for at høre om deres oplevelser og mening om arrangementet.