Din nye bioskraldespand er ikke kræsen

I august modtog københavnerne bioskraldespanden, men ikke al bioaffaldet ryger i den lille grønne spand.
Foto: Victor Sylvest Flindt

I løbet af de sidste par måneder er bioaffalds containerne rullet ind i Københavns gårde. Men københavnerne er stadigvæk lidt for forsigtige med at smide al deres madaffald i biospanden. Københavns Kommune har tilsluttet sig ordningen for at komme et skridt nærmere at blive verdens første CO2 neutrale hovedstad i 2025.

Bioaffald er mere end bare kartoffelskræller 

De godt 40 % bioaffald som vores køkkenaffald består af, skal nu ende som biogas og gødning og der er derfor meget biogas at vinde ved, at danskerne i stigende grad kommer det organiske affald i biospanden. Nu skal vi bare blive bedre til at afgøre, hvad bioaffaldet er, siger sekretariatsleder for Foreningen Biogasbranchen, Bruno Sander Nielsen:

Det må du putte i biospanden

  • Madaffald, råt og tilberedt
  • Ris, pasta og morgenmadsprodukter
  • Kød, fisk, ben og knogler
  • Brød og kager
  • Frugt og grøntsager
  • Sovs og fedt
  • Pålæg
  • Æg og æggeskaller
  • Nødder og nøddeskaller
  • Kaffegrums og kaffefiltre
  • Teblade og tefiltre
  • Brugt køkkenrulle
  • Afskårne blomster

(Kilde: Københavns Kommune)

– Udfordringen ved bioaffaldet er, at folk tror, at det kun er grøntsagsskræller, der er bioaffald. Men også kød, knogler og sovs skal i bioskraldespanden. Skulle man komme til at tabe et viskelæder eller et stykke plastik, sker der ikke andet end, at det bliver pillet fra inden det når biogasanlægget.

Læs også: Affald ender ofte i de forkerte skraldespande

Det skal dog ikke ses som en opfordring til helt at opgive skraldesorteringen, da fejlsorteringer kan forsinke eller bremse processen:

– Der er ikke nogen grund til at komplicere processen. Man kan ligeså godt sørge for at sortere korrekt til at starte med, siger han.

Køkkenrulle er også bioaffald

Victoria Hedegaard bor på Nørrebro og er en af de borgere, der siden august har sorteret bioaffaldet fra. Københavns Kommune har tilsendt en oplysende folder, men hun kan stadig komme i tvivl:

– Jeg kommer sommetider i tvivl, men jeg synes egentlig, at det er meget logisk, at kød skal i spanden, da det jo er helt naturligt organisk. Jeg blev overrasket over, at eksempelvis sådan noget som vådt køkkenrulle måtte komme i biospanden. Det ville jeg ikke normalt have gjort.

København er godt på vej

På trods af at ordningen stadig er i opstartsfasen, har københavnerne allerede taget godt imod den. Det skriver Teknik- og Miljøforvaltningen i en pressemeddelelse i sidste uge, hvor de oplyser, at der alene i august blev indsamlet 188 tons bioaffald fra de 75.000 hustande, der ved udgangen af august havde fået leveret den grønne spand. På sigt vil de godt 300.000 husstande i Københavns Kommune indgå i ordningen.

Se også: Økolog vil have byaffald ud på sine marker

Leave a Reply

Your email address will not be published.