Dine farvede tatoveringer er giftige

Kilde: Morguefile.com
Kilde: Morguefile.com

Det er ikke kun amagergeviret, kinesertegnet og gitteret om overarmen, du kan risikere at skulle leve med hele livet. Op i mod hver fjerde dansker med en farvet tatovering oplever vedvarende kløe og hævelse af deres tatoveringer. Det viser en ny undersøgelse YouGov har foretaget for Miljøministeriet i forbindelse med lanceringen af kampagnen Think Before You Ink.

Kronisk kløe, udslæt og hævelse. 22-25 procent, af undersøgelsens 635 adspurgte, svarer, at de har oplevet gener med deres røde, gule og grønne tatoveringer. Og det er 42 procent, der har andre farver end sort tatoveret, fremgår det af undersøgelsen.

Folk skal bruge hovedet, før de lader sig tatovere. Man skal blandt andet være opmærksom på almindelige gener ved farverne, hygiejne hos tatovørerne, og hvad det er for en tatovør, man benytter.
Christina Ihlemann, Miljøstyrelsens kemikalieudvalg.

Og det er særligt den røde farve, man skal være opmærksom på, lyder det fra Jørgen Serup, der er overlæge og professor i dermatologi på Bispebjerg Hospital.

– Det røde pigment er konstrueret til at skulle blive i huden. Skaderne, der giver en allergisk reaktion, skyller derfor ikke væk eller bliver nedbrudt, de bliver ved med at ligge i huden. Så problemet er kronisk, når man først har det.

Tænk før du tør

Derfor har Miljøministeriet i samarbejde med Sundhedsministeriet og en række tatovører lanceret kampagnen, Think before you ink.

– Folk skal bruge hovedet, før de lader sig tatovere. Man skal blandt andet være opmærksom på almindelige gener ved farverne, hygiejne hos tatovørerne, og hvad det er for en tatovør, man benytter, lyder det fra Christina Ihlemann fra Miljøstyrelsens kemikalieudvalg.

Hjemmesiden for kampagnen giver gode råd om alt fra risici ved tatoveringer til  valg af motiv og placering. Blandt andet viser siden et såkaldt smertebarometer og et prøverum, hvor man kan afprøve en eventuel tatovering.

Læs også: TV: Tatoveringer er yt

Men man skal være påpasselig med den måde, der informeres om tatoveringer på, mener Jørgen Serup.

– Think before you ink siger ikke noget positivt eller negativt om det at blive tatoveret, det siger bare, at man skal tænke. Men skal man tænke over et godt motiv, hvilke farver man ville have, eller hvilken tatovør man skal vælge?

Han foreslår derfor kampagnenavnet tænk før du tør, der er navnet på Bispebjergs egen kampagne.

– Tør siger jo implicit, at der er en risiko, og før man tør noget, må man tænke i for og imod”, siger han.