DSB fortsætter med sms-toiletter trods kritik

sms toilet
For øjeblikket er der opsat tre sms-toiletter på Valby Station, Flintholm Station og Lyngby Station.
Foto: Tine Linde Sørensen

For at komme hærværk til livs, har DSB siden august sidste år haft tre sms-toiletter på prøve. Her kan man via sin telefon betale fem kroner og få adgang til det, DSB selv kalder renere og pænere toiletter.

Ifølge regionschef i DSB, Claus Holm, har man endnu ikke truffet nogen endelige beslutninger, men som det ser ud nu, kunne flere sms-toiletter sagtens blive en realitet.

Teknikken driller de ældre

Den tekniske betalingsmetode, som giver adgang til de tre toiletter på Valby, Flintholm og i Lyngby, volder problemer for visse grupper, heriblandt særligt ældre. Det bekymrer chefkonsulent hos Ældre Sagen, Margrethe Kähler. Selvom om mange ældre efterhånden har mobiltelefon, bruger langt de fleste dem til alene til opkald.

– Langt de fleste ældre er ikke med på beatet med sms’er endnu. Og der går nok nogle år, før de er det. Umiddelbart vil jeg ikke skyde ideen fuldkommen ned, men der skal være et alternativ. Det skal være tydeligt for alle, at man kan hente nøgle et andet sted, siger Margrethe Kähler

DSB: Toiletterne er en succes

Hos DSB imødekommer Regionchef Claus Holm de forbehold, særligt ældre har med sms-toilettet. Han påpeger, at alle, der ikke har mulighed for at sende en sms, kan henvende sig i stationens kiosk og den vej igennem få adgang til toiletterne. På de fremtidige toiletter vil skiltningen også være tydeligere, end den er nu, og på engelsk, så turister også kan forstå instruktionerne. De tre testtoiletter har ifølge Claus Holm været en succes.

– Vi har ønsket at undgå al den hærværk, vi har oplevet på andre toiletter. Selv med betalingstoiletter med møntlås, har vi ikke kunne komme hærværket til livs. Men nu, efter et halvt år, er de tre test-toiletter med sms-adgang stadig pæne og intakte. Så vi har oplevet en positiv effekt i forhold til hærværk, fortæller Claus Holm.

Færre mennesker har kontanter på sig

Hos Forbrugerrådet mener vicedirektør i Forbrugerrådet, Vagn Jelsø, at konceptet med betalingstoiletter ligger inden for en gråzone. Vagn Jelsø er enig i, at betalingsformen kan være udfordrende for visse grupper mennesker. Men han påpeger også, at toiletter med møntlås nok har lige så mange ulemper.

– Jeg gætter på, at tilfælde hvor folk ikke har en femmer er større end tilfælde, hvor folk ikke har en telefon, der kan sms’e, siger Vagn Jelsø.

Det er kommunens anliggende

Regionschef i DSB, Claus Holm understreger, at det nye toiletinitiativ skal ses som et ekstra tilbud til deres kunder, da de i udgangspunktet ikke er forpligtet til at opstille toiletter på deres stationer.

– Generelt har vi den holdning i DSB, at vi ikke er påtvunget at stille toiletter til rådighed. Det er kommunens opgave. Derfor skal de nye toiletter også ses som et ekstra tilbud fra vores side, siger Claus Holm.

Hos Ældre Sagen har man en klar holdning om, at det særligt er ældre, der har brug for toiletfaciliteterne. Derfor mener de, at det er bekymrende, at man ser færre og færre toiletter i bybilledet.

– Jeg synes helt klart, at det er en problemstilling, som DSB i samarbejde med kommunerne må løse. Mange af togpassagererne er ældre, og de har oftere brug for et toilet. Jeg tror, at det er de færreste, der har et problem med, at det i stigende grad er betalingstoiletter. Men bliver adgangen til toiletter for indviklet, vil det gå hårdt ud over den gruppe mennesker, siger Margrethe Kähler