E-sport ryster efterskoleelever sammen

2253868335_fffc4e610a_z
Drenge spiller Hellgate London Billede: włodi/Flickr

Flere og flere ungdomsuddannelser åbner op for, at deres elever kan dyrke e-sport som en del af undervisningen, som NetAvisen tidligere har beskrevet det.

Men det er ikke kun blandt gymnasieelever, at e-sport er populært, også efterskoleelever er med på bølgen. Vesterbølle Efterskole i Nordjylland sætter som den første efterskole i landet e-sport på skemaet over valgfag. Faget fik med det samme en varm modtagelser fra eleverne.

– Der var en hel kultur om det her med computerspil, som vandt mere frem, og det syntes vi, vi kunne prøve at omfavne og få noget konstruktivt ud af, siger Tina Mahn Hjorth-Jensen, der underviser i e-sport.

På faget fokuserer de på en teoretisk baggrund, hvor eleverne bliver undervist i spilteori omkring begrebet sport og e-sport. Derudover er der en mere praktisk del af faget, hvor eleverne undervises indenfor strategi, kommunikation og samarbejde. Nogle af de spil, de spiller er LoL og CS.

Læs også: E-sport-elev:”Det motiverer mig til at tage en uddannelse”

E-sport kan være socialt

Ikke alle i skoleverdenen havde lige let ved at forene sig med tanken om, at en efterskole skulle tilbyde eleverne e-sport som valgfag. På Vesterbølle Efterskole hørte de for, at en efterskole skal være et socialt sted, og at det at tilbyde eleverne at dyrke e-sport var lidt at gå i den modsatte retning. Den påstand har efterskolen senere modbevist.

De computerspillere, der spiller meget imod andre og meget i hold i det hele taget kommunikerer mere og er mere tilbøjelige til at få venner gennem deres spilaktivitet.
Anne Mette Thorhauge, lektor Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på KU

– Det har faktisk vist sig at passe godt ind, fordi det kan være med til at styrke de sociale fællesskaber. I stedet for, at de sidder på hver deres værelse med en computer, sidder de sammen i et e-sportslokale, siger Tina Mahn Hjorth-Jensen.

Hun tilføjer, at e-sport blandt andet bliver socialt, fordi eleverne spiller i hold, hvor de får praktiseret deres kommunikations- og samarbejdsevner. Derudover kan de arrangere turneringer, hvor eleverne kan samles et sted for at spille imod hinanden.

Læs også: Danske Superliga-klubber tøver med at hoppe på e-sportsbølgen

Valgfag styrker e-sport

Anne Mette Thorhauge, lektor på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på KU, er en af projektdeltagerne i projektet Computerspil og hverdagsliv, der sætter fokus på computerspil og spillevaner i hverdagen. Hun mener, at det kan være gavnligt, at en efterskole vælger at tilbyde e-sport som valgfag

– Det løser sandsynligvis en række meget konkrete problemer for de drenge, der dyrker e-sport på eliteplan, fordi de får mere støtte til at balancere spillet med andre krav i hverdagen.

Til de fordomme, som må herske omkring e-sport som noget asocialt, har Anne Mette Thorhauge en anden holdning

– Mine data siger sådan set det modsatte: At de computerspillere, der spiller meget imod andre og meget i hold, i det hele taget kommunikerer mere og er mere tilbøjelige til at få venner gennem deres spilaktivitet.