Efterkritik: Lockout frenzy

Lærernes lockout har genereret 677 videoer på YoutubeFoto: Screenshot fra Youtube
Lærernes lockout har genereret 677 videoer på Youtube
Foto: Screenshot fra Youtube
Om efterkritik:
Efterkritikken skrives på skift af underviserne på Journalistik på RUC. Efterkritikken behandler aktuelle emner og ser på en eller flere af den forgangne periodes historier i medierne. Efterkritikken kan både være faktuel og forskningsbaseret eller meningsorienteret ud fra den enkelte undervisers faglige holdning

Så blev det fredag i uge to af lærernes lock-out, og den ser stadig ud til at fortsætte. Det skaber problemer for de danske medier. For med mediernes fokus på at kapitelinddele historierne, skal der hele tiden ske noget nyt. Problemet er bare: Det gør der ikke rigtigt.

Præmissen for en lock-out er mere eller mindre, at tingene er status quo indtil konflikten er løst. Men det er der ikke nogle historier i.

Så i dag kastede både Go’Morgen Danmark og TV2/Lorry sig over to af de mere tv-egnede historier. Som slet ikke er egentlige historier. Lærerne har kastet sig over genren protestsange og indspillet videoer til disse og lagt dem på Youtube. Her kan vi så se to sæt folkeskolelærere give den henholdsvis som rappere på Go’Morgen (se evt. originalen på Youtube) og som dødsmetal-band på TV2/Lorry (se originalen på Youtube).

Problemet er bare at disse historier, udover at mangle samtlige kriterier for journalistisk formidling, er valgt nærmest tilfældigt ud. En simpel søgning på YouTube efter “Lockout” giver ca. 250.000 hits (tjek evt. selv). Ikke alle disse er selvfølgelig relevante for lærerkonflikten. Men mange er faktisk. Hvis man søger på “lockout lærer” reduceres søgningen til 677 resultater. Så hvorfor skulle netop disse to i fjernsynet?

Det korte svar er, at mange af de andre ligeså godt kunne have kommet i udsendelserne. Medierne har blot behov for at holde gryden i kog. Men der må dog være en formidlingsmæssig mindste grænse for, hvad vi bringer i bedste sendetid. Derfor er det da også glædeligt, at både Go’Morgen og TV2/Lorry fulgte op med korte interviewbidder, hvor lærerne bag de to musiknumre fik lov at sige, hvad de mente om konflikten. Det blev seerne godt nok ikke specielt meget klogere af, men så har man da legitimeret at bruge et par minutter af seerens tid på at vise indhold, der er så langt fra journalistisk bearbejdet, som det kan komme.

Det bliver spændende at se, hvordan lockout-historierne fylder spalterne i næste uge.