Ekspert: Derfor er det godt, at DR flytter medarbejdere til Jylland

Foto: commons.wikimedia.org
DR-Byen Foto: commons.wikimedia.org

Når DR i den kommende tid rykker en række redaktioner og medarbejdere til Jylland, bliver det en gevinst for journalistikken. Det mener medieforsker og professor Mark Blach-Ørsten fra Roskilde Universitet.

– Journalistikken har et potentiale for at bryde ”Tordenskjolds soldater” af vinkler på historier, som typisk stammer fra Christiansborg og især bryde den type af kilder, der bliver brugt, som typisk er folk i institutioner baseret i København. Det kan betyde, at man får nogle andre kilder ind i journalistikken. Jeg går ud fra, at DR vælger at flytte for at rydde det fokus, og dermed få nogle nye aktører på banen, nogle nye mulige kilder og nogle nye mulige vinkler til sin journalistik, fortæller Mark Blach-Ørsten.

Michael Christiansen, bestyrelsesformand for DR, var ude og forklare denne flytning som et skridt mod og være et ’DR der er relevant for hele Danmark’, og ikke et DR der kun er til stede i hovedstaden.

”Hovedstaden og så alt det andet”

Mark Blach-Ørsten fortæller, at der i senere år har været en debat om, at de store medier er for fokuseret på, hvad der foregår inde omkring hovedstaden, men ikke hvad der foregår ude i regionerne og kommunerne rundt i landet.

– Vi har i Danmark de senere år haft en debat, som man f.eks. kender fra Norge og Sverige, omkring centrum-periferi. Altså ”Hovedstaden og så alt det andet”. Det er jo også det, som vi hører italesat med begrebet Udkants Danmark, som starter fra Roskilde, og alt hvad der ligger vest for Roskilde er sådan set lidt lige meget, fortæller Mark Blach-Ørsten.

– Det er jo typisk sådan, når man laver indholds analyse af meget den journalistik, der bliver produceret til hverdag, så kommer vi frem til at Danmark geografisk set er et ret lille sted. Der er ikke særlig meget fokus på vores regioner og kommuner, som jo ligger ude i landet. En lang række af de eksperter, som får lov til at præge nyhedsdebatten som f.eks. tænketanke, de er alle sammen lokaliseret i København. Så der er et klart fokus på de aktører, der er i hovedstaden.

Lige denne facet omkring valg af eksperter i de danske medier er noget, som Århus Stiftstidendes chefredaktør, Jan Schouby, kan genkende i sin dagligdag som redaktør i provinsen. Han fortæller, at man fra Århus ikke kan lade være med at smile, når Danmarks Radio stiller op med deres eksperter:

– Når Danmarks Radio stiller op med eksperter i deres ellers fremragende TV Avisen, så har de jo en ekspert i huset til alting. Når de så skal bruge en ekspert, så stiller vedkommende sig lige ud foran DR-Byen opad den vandkanal, der ligger derude. Så tænker folk ”Hold da op! Han er virkelig ude i landet!” Nej, det er han altså ikke. Han står lige ude foran DR-Byen og bliver interviewet, fortæller Jan Schouby.

Læs også: Fitnesscenter: Sur doping-smiley er misvisende

En verden udenfor København

– Der er meget i nyhedsformidlingen, som bliver set fra København. Det er klart, at København er landets største by, men der er bare en verden udenfor København, og det har jo vist sig, at der er længere fra København til Jylland, end der er fra Jylland til København. Sådan er det bare, og sådan har det været rigtigt, rigtigt længe, fortæller Jan Schouby og kommer med et konkret eksempel:

– Det seneste og bedste eksempel er Morten Bødskov(S), der stillede op og mente, at det var vigtigt at få gjort noget ved vejene omkring Hvidovre og Rødovre Imellemtiden var der en sag om at få udvidet E45 motorvejen omkring Århus, men det blev slet ikke dækket af de store medier. Der er ikke noget underligt i det, men jeg er ret sikker på, at hvis Danmarks Radio’s hovedsæde lå i Århus, så ville der også blive ekstremt fokuseret på det, som foregår i Århus. Det er jo bare sådan, at små historier i København er ekstremt vigtige. Hvorimod vigtigere og mere principielle historier i provinsen er ikke altid historier, som bliver dækket af TV Avisen.

Flytningen af DR’s redaktioner kommer til at påvirke 165 fuldtidsansatte, og mange af disse har i vrede udtrykt deres mening om, at man er ved at ødelægge DR ved at flytte så mange ansatte væk fra hovedstaden og ud i provinsen.

Overblik over DR’s flytning

  • DR har adresser 10 steder i Danmark
  • Det er planen, at DR i Aarhus og Aalborg styrkes med omkring 165 årsværk
  • DR har i dag cirka 500 medarbejdere uden for hovedstaden
  • Aalborg: Nyt center på for innovativ formidling af videnskab og undervisning
  • En række redaktioner flytter til DR Aarhus:

DR Sporten
DR Vejret
’Madmagasinet’ på DR1
’Kontant’ på DR1
Derudover får Aarhus en udvidet kulturredaktion

  • DR Fiktion bliver samlet i DR Byen

 Kilde: dr.dk

Dette er ikke noget, som Jan Schouby er enig i:

– Jeg synes ikke, at det er logisk, når folk siger, man smadrer Danmarks Radio pga. denne flytning. Der laves glimrende TV herovre fra, og der kan laves ligeså gode vejrudsendelser og sportsudsendelser i Århus, som man kan i København. Det kan man allerede se nu, og det som bliver lavet her får bare et helt andet udtryk end det, som bliver lavet i København, siger Jan Schouby der i øvrigt gerne vil understrege, at han har sympati for de journalister, som denne flytning går ud over:

– Jeg kan virkelig godt forstå, hvis man er ansat på DR Sporten, og nu har udsigt til at skulle flytte familie og børn fra København til Århus, at det virkelig må være træls. Jeg ville nødig selv stå i en lignende situation, hvor jeg f.eks. kunne se, at min arbejdsplads blev flyttet til København. Det ville jeg ikke have det godt med, og jeg har derfor også fuld forståelse for, at nogle måske lige nu overvejer, om de måske skal finde sig et andet arbejde.

Læs også: Ny analyse: Kontanthjælpsreformen sender unge i job

Et vigtigt skridt

Jan Schouby ser det som et vigtigt skridt, at DR har gjort, som de har gjort og flytte lidt ud i provinsen, og han glæder sig over, at det er sket:

– Det kommer til at betyde enormt meget. Så selvfølgelig er vi rigtigt glade, at de kommer herover. Nu er det så Århus og Aalborg lige nu, men generelt at de kommer ud til provinsen. Godt nok er der langt væk fra København, men dem som flytter herover vil erfare, at Århus er en dejlig by at være i og Østjylland er generelt en dejlig region at være i. De skal nok få det godt herovre, og her er altså andet end marker, siger Jan Schouby

Hvis man skal kigge på perspektiverne af, hvad selve journalistikken så kan få ud af at flytte sæde fra Hovedstaden over til Aalborg og Århus, så er der sunde perspektiver, hvis man spørger Mark Blach-Ørsten:

– Der er mulighed for, at journalistikken får lidt flere stemmer, og det er alt andet lige en god ting.

Flytningen af DR’s redaktioner sker over to omgange. DR Sporten og DR Vejret flytter til Århus og får base der fra den 1. februar 2018, mens de øvrige redaktioner får base i Århus allerede 1. januar 2017.