En morfar gør dig skarpere

En kort lur gør dig bedre til at huske det, du har lørt  Foto: Flickr
En kort lur gør dig bedre til at huske det, du har lært
Foto: Flickr

En kort lur på omkring en time. Det giver en langt bedre præstation i hukommelsestests, har et forskerhold ved Saarland University i USA har fundet ud af.

Undersøgelsen, der er offentliggjort i journalen Neurobiology of Learning and Memory, viste, at de personer, som sov mellem 45 minutter og en time kunne huske information op til fem gange bedre end kontrolgruppen:

– Selv en kort søvn på mellem 45 minutter og en time resulterede i, at evnen til at få information fra hukommelsen blev fem gange bedre hos forsøgspersonerne, forklarer psykolog og professor bag undersøgelsen, Axel Mecklinger, i en pressemeddelelse.

Power naps vil ikke kunne erstatte den almindelige søvn. Det er en kompensation.
Søvnekspert Mikael Rasmussen, Center for Stress og Trivsel

I undersøgelsen skulle de 41 forsøgspersoner huske 90 ord og 120 ordpar, for eksempel mælk-taxa. De tilfældigt udvalgte ordpar blev brugt for at sikre, at deltagerne ikke kunne huske ordene, fordi de var bekendte med dem på forhånd.

Kontrolgruppen så en DVD-film, mens forsøgspersonerne sov mellem 45 minutter og en time.

Læs også: Forskning: God nattesøvn kan holde demensen for døren

Du bliver ikke klogere, men du husker bedre
Helt konkret viste undersøgelsen, at søvnen ikke forbedrer forsøgspersonernes hukommelse i forhold til det niveau, de havde lige efter, at de havde lært de forskellige ord. Tilgengæld viste undersøgelsen, at hukommelsen forblev konstant hos de personer, der havde sovet, hvor kontrolgruppen, som så en DVD, præsterede betydeligt dårligere end udgangspunktet.

Du kan altså ikke sove dig til at huske ting bedre, end før du faldt i søvn, men en middagslur kan være med til at sikre, at det, du har lært, hænger ved.

Det skyldes ifølge søvnekspert Mikael Rasmussen ved Center for Stress og Trivsel, at søvn både forbedrer hukommelsen og indlæringsevnen:

– Når du sover sker der to ting. For det første bliver hukommelsen konsolideret i det øjeblik, du lukker ned for sanserne, og dermed kan hjernen begynde at arbejde med at sætte det ind det rigtige sted. For det andet forbedrer søvn hjernens evne til at navigere mellem de forskellige centre i hjernen. Det betyder, at søvn forbedrer både hukommelse og læring, forklarer han.

Læs også: Lys og gener styrer søvnen

Korte lure kan ikke erstatte almindelig søvn
Selvom forskerholdet konkluderer, at en kort lur på kontoret eller i skolen har en stor betydning for ens succes med indlæringen, kan det ikke erstatte den almindelige søvn, fastslår søvnekspert Mikael Rasmussen:

– Power naps vil ikke kunne erstatte den almindelige søvn. Det er en kompensation, siger han.

Det skyldes, at vi gennemgår forskellige stadier i vores søvn, som alle sammen er vigtige for at kroppen og hjernen kan fungere optimalt:

– I de første timer har vi den dybe søvn, hvor kroppen frigiver væksthormoner og hjernens neuroner skrumper, så hjernen kan blive vasket ren. Resten af natten bruger kroppen på den fysiske, psykiske og emotionelle restitution, som også er afgørende for kroppen. Så en sund søvn forudsætter, at din krop ligger i en søvntilstand  i seks til ni timer pr døgn, forklarer han.

Men du behøver ikke at sove fra elleve om aftenen til syv om morgenen, siger han samtidig og understreger, at man sagtens kan supplere nattesøvnen og forbedre hukommelsen og indlæringsevnen med en kort middagslur i løbet af dagen.