”Erling the Lærling” får unge til at tale om arbejdsmiljøet

Tunge løft og manglende sikkerhedsudstyr kan være en del af hverdagen for unge i byggefagene, og selvom de unge kan føle sig usårlige på jobbet, skal de lære at stille krav til deres arbejdsmiljø.  
Projektet ”Erling the Lærling”, som er udviklet af Videnscenter for Arbejdsmiljø, skal give unge inden for byggefagene viden om arbejdsmiljøet.
 
 
”Hvis de bare en gang imellem tænker over, at der er noget, der hedder arbejdsmiljø, eller at det er i orden at stille krav til sin arbejdsplads om sikkerhed eller psykisk arbejdsmiljø, så er vi nået langt,” siger Simon Lei Fredslund, som er projektleder på ”Erling the Lærling”.
 
 
Arbejdsmiljø skal gøres spændende
 
Projektet startede i 2010 og består i dag af en facebook-side, hvor unge mennesker inden for byggefagene kan spille ”Erling the Lærling”-spillet, læse nyheder om arbejdsmiljø og kommunikere med hinanden.
 
 
”’Erling the Lærling’ er en side på facebook, hvor Videnscenter for Arbejdsmiljø prøver at skabe et forum for unge af de unge selv, hvor de kan stille spørgsmål og få svar af ligesindede,” siger projektlederen.
 
 
Ifølge Simon Fredslund er problemet, at det ikke er særligt spændende at snakke om arbejdsmiljø, og samtidig er det svært at tage eventuelle problemer op som den første, blandt andet fordi der ”er en macho-kultur inden for byggebranchen,” siger han.
 
Selve ”Erling the Lærling”-spillet er ikke et vidensbaseret spil, men fungerer som et sjovt indspark, som skal øge fokus på arbejdsmiljøet.
 
 
”Med humor prøver man at tage lidt af broden af,” siger Simon Fredslund, der også refererer til udgangspunktet for ”Erling the Lærling”, sitet sjaksnak.dk, hvor unge kan fortælle hinanden sjove historier om en ”skod dag” på jobbet.
 
 
”Man kan starte med at snakke om det på en sjov måde og det kan så lede videre til, at man kan snakke rigtigt om arbedsmiljø,” siger han.
 
 
Erling får en lillesøster
 
Facebook-grupen har næsten 700 likes, og ifølge projektlederen er 75% af dem, der følger med, unge under 24 år. Omkring fem-titusind unge ser dagligt eller ugentligt noget nyt fra ”Erling the Lærling” på facebooksiden, hvilket bliver betragtet som en rimelig succes for projektlederen.
 
 
”Med den succes i ryggen synes vi, at det ville være nærliggende at gribe fat i andre brancher og se, hvad vi kan gøre for arbejdsmiljøet der,” siger han.
 
 
Simon Fredslund mener, at det er oplagt, at Erling får en lillesøster, der skal sætte arbejdsmiljøet på dagsordenen i andre brancher, fx inden for sundhedssektoren til SOSU’er eller plejeassistenter.