Fakkeloptog til minde for mordoffer i Herlev

skaermbillede-2016-11-11-kl-21-38-05
Der blev delt fakler ud til mindehøjtideligheden for Louise og Lille P. Flere tusinde mødte op. Foto: Katrine Foldager Stokbro

Med fakler i hånden står de tusinder af fremødte om dét sted, den 32-årige Louise og hendes ufødte søn Lille P, blev myrdet fredag den 4. november i Elverparken i Herlev.

23-årige Patrick Jakobsson, som til dagligt læser til SOSU-assistent og har bopæl lige overfor parken, er en af de borgere, der er mødt op til mindehøjtidligheden i dag. Han var hjemme den aften, mordet skete.

– Jeg kunne se politiet ud af mit vindue. Det var vildt ubehageligt at se det telt i parken, hvor hun lå. Det gør at man bliver mere påvirket af det, siger han.

Mange mennesker er mødt op for at mindes Louise. Da klokken slår 19 bliver forsamlingen stille, hvor børn, unge og ældre står skulder mod skulder. I et helt minut fylder stilheden parken og de eneste lyde, der er at spore, stammer fra ilden, der knitrer.

Jeg har snakket med mange mennesker, der følte sig utrygge. Men det er jo derfor vi møder op. Vi vil gerne vise, at vi ikke vil have et utrygt sted at bo.
Studerende, Patrick Jakobsson

– Der var rigtig mange, der var meget rørte. Jeg så mange, der stod og græd, fortæller Patrick Jakobsson.

Louise Borglit, der var gravid i syvende måned, blev dræbt med adskillige knivstik i parken i Herlev. Mordet skete ved 19-tiden forrige fredag aften, og gerningsmanden er endnu ikke fundet.

Forsamlingen tager parken tilbage

Under mindehøjtideligheden bliver der først holdt tale af Anita Jensen, der har stået for arrangementet. Herefter taler Herlevs borgmester Thomas Gyldal Petersen og Dorte Østergaard Christensen, der er præst i Præstebo Kirke i Herlev.

Læs også: Politiet hylder hverdagens helte

Udover at ære og mindes Louise og Lille P, lægger alle talerne vægt på det “tryghedstæppe, der blev trukket væk under os”, som Anita Jensen formulerer det. Men der bliver også lagt vægt på, at parken tilhører borgene, og ved at samles er man med til at tage parken tilbage.

– Jeg har snakket med mange mennesker, der følte sig utrygge. Men det er jo derfor, vi møder op. Vi vil gerne vise, at vi ikke vil have et utrygt sted at bo, fortæller Patrick Jakobsson.

Patrick Jacobsson har ligesom mange andre i løbet af ugen lagt blomster på det sted, Louise blev fundet, og derfor møder han også op i aften. Han mener, det er vigtigt at vise, at man er der for familien, men også for hinanden.

– Der vil fremover være et kæmpe hul i Louises familie, og derfor er det vigtigt at støtte dem. At så mange mennesker er mødt op, viser en kæmpe støtte til arrangementet og til familien. Og det viser, at vi alle sammen er en del af det. Vi vil ikke have her skal være utrygt, siger han.

Og mens faklerne brænder ud og forældrene tager deres børn på skuldrene, skilles de mange mennesker. Men sammen stod de og lyste parken op, for at holde familie såvel som fremmede i hånden, og ikke mindst for at mindes Louise og Lille P.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.