Flere ansøger om økonomisk hjælp til konfirmationen

For mange familier er det svært at få råd til konfirmationsfesten.
Foto: Christian Roar Pedersen

Hvert forår fejres konfirmationer landet over med store fester og dyre gaver. Men et stigende antal familier søger økonomisk støtte til festen. Hos Foreningen til Støtte for Mødre og Børn, der er en af de organisationer, der uddeler konfirmationsstipendier, forventer man mange ansøgere.

– Sidste år var der 121, der fik hjælp, og jeg tænker i hvert fald, at det bliver flere i år, siger daglig leder og socialrådgiver Marianne Brøndberg.

Antallet af ansøgere er steget fra 83 i 2012 til 189 i 2016. Det kan være svært for både børn og voksne, når der ikke er penge til konfirmationsfest eller -tøj. Foreningen til Støtte for Mødre og Børns legat er på 2500 kroner. Det er dog ikke sikkert, at der er penge nok til alle ansøgere.

– Vi kan komme i den situation, at vi er nødt til at give nogle afslag i år også – desværre, siger Marianne Brøndberg.

Læs også: Præst om genbrugt konfirmationstøj: »Det skal ud over en grænse, hvor det kan være pinligt«

Sidste år måtte foreningen give 68 afslag. Børnesagens Fællesråd oplever også et stigende antal ansøgere. Også her har man været nødt til at afvise mange ansøgere. De håber dog at kunne skaffe flere penge ved at søge fonde, fortæller sekretariatschef Inge Marie Nielsen.

– Vi har kun kunnet imødekomme 57. Det vil sige, at rigtig mange har fået afslag. Dem vil vi gerne senere kunne hjælpe, siger hun.

Det er ikke kun de voksne, der bliver pressede og stressede. Børnene bliver også påvirket, når de hører deres venner tale om store fester og limousiner, hvilket deres familie ikke har mulighed for
Daglig leder i Foreningen til Støtte for Mødre og Børn, Marianne Brøndberg

Også her lyder stipendiet på 2.500 kroner. Ifølge tal fra Nordea kostede en gennemsnitlig konfirmation i Danmark i 2016 over 30.000.

Kontanthjælpsreformen rammer konfirmationsbudgettet
I begge organisationer oplever man, at mange familier har fået et strammere budget efter kontanthjælpsreformen trådte i kraft i oktober sidste år.

– Der var en mor, der skrev, at hendes barn havde sagt efter kontanthjælpsreformen trådte i kraft, at han slet ikke ville konfirmeres, fordi han kunne se, hvor presset budgettet var. Det tog hende lang tid at få ham overtalt alligevel. Det var ikke noget, han skulle bekymre sig om, siger Marianne Brøndberg.

Læs også: For en ud af seks EU-borgere slår pengene aldrig til

Støtten er især rettet mod eneforsørgere eller andre, der har svære sociale og økonomiske kår. Hos Børnesagens Fællesråd er over 40 procent af ansøgerne kontanthjælpsmodtagere.

– Vi kan se, at dem, der søger, ofte er meget desperate eller er bragt i en situation, hvor de er meget hårdt ramt, siger Inge Marie Nielsen.

Når den økonomiske situation derhjemme er presset, går det ud over børnene. De kan opleve at føle sig udenfor eller mindre værd end deres kammerater.

– Det er ikke kun de voksne, der bliver pressede og stressede. Børnene bliver også påvirket, når de hører deres venner tale om store fester og limousiner, hvilket deres familie ikke har mulighed for, siger Marianne Brøndberg.