Flere børn sættes ud af hjemmet

I 00'erne skete der en stor stigning i antallet af børnefamilier, der blev sat ud af hjemmet.
I 00’erne skete der en stor stigning i antallet af børnefamilier, der blev sat ud af hjemmet.

2000 børn oplever at skulle flytte ud af deres hjem med meget kort varsel hvert år, fordi forældrene ikke har råd til at betale huslejen. Tallet er fordoblet siden 2002. Det konkluderer det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) i en ny rapport. Samtidig påpeger Rådet for Socialt Udsatte på, at flere familier skæres i overførselsindkomster og derfor ikke har råd til huslejen.

– Den her form for udsættelse er tilknyttet fattigdom, fortæller Helene Oldrup, der er forsker ved SFI og medforfatter til rapporten.

Rapporten viser, at familier, der sættes på gaden, er fattige familier, som ofte er på overførselsindkomster. Det er yngre familier med mange børn, og en del er enlige mødre uden uddannelse.

Den her form for udsættelse er tilknyttet fattigdom
Helene Oldrup, forsker ved SFI

Familierne sættes som regel ud af deres boliger, fordi deres overførselsindkomst i en periode sættes ned. Det oplyser Ole Kjærgaard, sekretariatsleder fra Rådet for Socialt Udsatte.

– Det er vores indtryk, at rigtigt mange, der bliver sat ud, har været udsat for en sanktion i kontanthjælps- eller dagpengesystemet. Man kan se, at antallet af sanktioner har været voldsomt stigende siden 2007, siger Ole Kjærgaard.

Undersøgelser fra Københavns Kommune viser, at op mod halvdelen af dem, der sættes ud, har huller i indtægten, og det tolkes i kommunen som sanktioner i kontanthjælpen, oplyser Ole Kjærgaard.

SFI-rapporten viser, at 11.500 børn fordelt på 5.500 familier blev sat ud af deres bolig i perioden 2002 til og med 2009.

Der er sket en kraftig stigning: I 2002 blev ca. 400 børnefamilier sat ud, i 2009 var tallet ca. 1000.

Læs også: Rapporten fra SFI

– Der er behov for større socialfagligt fokus på udsættelse, risiko for udsættelse og usikre boligforhold som aspekt af et problemkompleks blandt fattige og udsatte familier og især for børn i disse familier, konkluderer rapporten.

Flere præventive tiltag

Selvom der de sidste år har været en stor stigning i antallet af udsættelser, ser Ole Kjærgaard også nogle forhold, der peger i modsat retning.

– Afskaffelsen af fattigdomsydelserne har formentlig forhindret, at endnu flere blev sat ud af deres bolig, siger han.

Læs også: Fattighjælp topper denne jul

Samtidig peger han på flere tiltag i finansloven for 2013, der kan betyde, at nogle udsættelser forhindres. Dels bliver det også muligt at give enkeltydelser på kommunalt niveau for at forhindre udsættelser.  Samtidig forpligter aftalen kommunerne til at holde flere opfølgningssamtaler. Endelig skal boligorganisationerne underrette kommunerne tidligere, når en lejer ikke har betalt sin husleje.