Flere danskere vasker bil i vaskehal

Vaskehallen er den mest populære løsning, når danskerne skal have vasket deres bil.
Foto: Pixabay.

Siden 2007 har danskernes brug af vaskehaller været i frit fald. Nu ser den negative udvikling dog ud til at vende. Fra 2014 til 2015 steg antallet af automatvaske nemlig med ca. otte pct., hvilket svarer til 600.000 flere vaske, viser tal fra brancheorganisationen EOF (Energi- og Olieforum). Hos EOF vurderer man, at stigningen skyldes en kombination af flere ting.

– I årene efter finanskrisen har danskerne været mere økonomisk bevidste. Derfor er bilen ikke blevet vasket lige så tit, og en del danskere har måske valgt at vaske derhjemme i stedet, siger teknik- og miljøchef hos EOF Michael Mücke Jensen.

Derudover tror og håber han på, at stigningen også skyldes, at danskerne er blevet mere miljøbevidste, når det kommer til bilvask.

Læs også: Populære vaskehaller gavner miljøet

Selvom brugen af vaskehaller er steget, er der stadig et stykke vej fra de 8,2 mio. bilvaske, danskerne købte sidste år, til de 12,3 mio. bilvaske danskerne købte, da brugen af vaskehaller toppede i 2007. Om stigningen fra 2014 til 2015 vil fortsætte i de næste år, er endnu for tidligt at sige, påpeger Michael Mücke Jensen.

– Da vi indtil videre kun har set en fremgang på markedet i 2015, kan vi ikke med sikkerhed sige, at der er tale om en tendens.

Udviklingen for antallet af bilvaske fordelt på automatvaske og manuelle vaske. Kilde: EOF.
Udviklingen for antallet af bilvaske fordelt på automatvaske og manuelle vaske.
Kilde: EOF.

Branche i udvikling

Hos bilvaskekæden Wash World satser man kraftigt på, at danskernes brug af vaskehaller vil fortsætte med at stige. Siden kæden åbnede sin første vaskehal i Roskilde i 2013, er Wash World nu oppe på 20 vaskehaller fordelt på 12 forskellige steder på Sjælland og i Jylland. At Wash World har næsten dobbelt så mange vaskehaller, som de har placeringer, skyldes, at de primært har to haller side om side.

– I stedet for at tjene meget på den enkelte vask, går vi efter at få mange biler igennem, siger adm. direktør hos Wash World Jesper Rossing.

Inden året er omme, regner han med, at Wash World har åbnet yderligere seks vaskehaller, og at de kan findes på 15 forskellige adresser. Ambitionerne er høje hos den lille kæde, hvis koncept er at tilbyde danskerne ubegrænset bilvask mod en fast, månedlig betaling.

– Vi kan se, at vi skal op at have over 100 vaskehaller, hvis vi skal dække landet ordentligt, siger Jesper Rossing.

Nemt og miljørigtigt

En af de danskere, som bidrager til vaskehallernes øgede popularitet, er 52-årige Anton Nor fra Roskilde, som til daglig arbejder som kok. Hver søndag kører han ned på den lokale Q8 tankstation og får vasket sin sorte Mazda 6. Anton Nor kan ikke huske, hvornår han sidst vaskede bil i hånden.

– Det tager for lang tid, og jeg gider ikke, fortæller han.

Det er dog ikke kun for nemhedens skyld, at Anton Nor konsekvent får vasket sin bil i vaskehal. Også hensynet til miljøet spiller en rolle for ham.

– Hvis jeg vaskede den derhjemme, ville der løbe sæberester ned i kloakken, siger han.

Anton Nor fra Roskilde kører i vaskehal en gang om ugen. Her står han ved siden af sin nyvaskede Mazda 6.
Anton Nor fra Roskilde kører i vaskehal en gang om ugen. Her står han ved siden af sin nyvaskede Mazda 6.
Foto: Thomas Bille.