Flere syriske asylansøgere finder vej til Danmark

10 illegale syrere fundet i varevogn. Tal fra udlændingestyrelsen viser, at det nok ikke er sidste gang. Foto: Free Digital Photos
Borgerkrigen i Syrien kan mærkes i Danmark.
Foto: Free Digital Photos

En gruppe på 10 illegale syrere i bagagerummet af en varevogn blev i går stoppet tilfældigt af de danske myndigheder på Sydmotorvejen ved Tappernøje, der ligger ved Præstø Fjord. Eksempler som disse vil vi formentlig se flere af fremover.

Tal fra Udlændingestyrelsen viser nemlig, at et stigende antal af syrere prøver at komme til Danmark i håb om at få permanent ophold herhjemme.

Læs også: Ny imam-uddannelse skal favne alle muslimske retninger

Tal fra første halvdel af året viser, at der ud af i alt 4.817 asylansøgere i Danmark er omkring 887 syrere. Mange af dem flygter fra hjemlandet på grund af den mere end to et halvt år lange borgerkrig, der har efterladt mere end 115.000 dræbt.

Nils Bak, der er presseansvarlig i Udlændingestyrelsen, forklarer, at tallet forventes meget højere i udgangen af året.

– Der er blevet lavet et estimat her i sommer, som siger, at der i alt kommer 7.100 asylansøgere til Danmark i 2013, siger han.

Generelt kommer der rigtig mange nu. De sidste par år har der vært cirka 100 asylansøgere om ugen, og de sidste par måneder har vi ligget på omring 200 om ugen.
Claus Birkelyng, Vicepolitiinspektør i Rigspolitiets Nationale Udlændingecenter

Sidste år lå antallet af asylansøgere i Danmark på 6.184 personer. Antallet forventes derfor at stige markant i dette år.
Niels Bak mener, at en af årsagerne til det øgede antal asylansøgere er det stigende antal af syrere.

– Det kan man især se på nationalitetsfordelingen, siger han.

Politiet: »Der er rigtig mange syrere«

Rigspolitiets Nationale Udlændingecenters vicepolitiinspektør, Claus Birkelyng, peger også på, at Danmark i øjeblikket møder mange asylansøgere fra Syrien.

– Syrere er der rigtig mange af. De største grupper lige nu er somaliere, tjetjenere og syrere, siger han.

Asylansøgere i tal:

– 2009: 3.855 asylansøgere
– 2010: 5.115 asylansøgere
– 2011: 3.806 asylansøgere
– 2012: 6.184 asylansøgere

Kilde: nyidanmark.dk

Læs også: Indvandrerkvinder cykler for jobs

Han peger også på, at en stor del af de syrere, der kommer til landet, har søgt asyl i et andet land først og derfor overtræder Dublin-konventionen, der bestemmer, at man kun må søge asyl i det første land, man kommer til.

– Omkring 40 procent af dem, der kommer til Danmark, er kendt med fingeraftryk fra andre steder, påpeger Claus Birkelyng.

Hos politiet kan man også mærke, at der generelt set er et stigende antal asylansøgere, der ender i Danmark.

– Generelt kommer der rigtig mange nu. De sidste par år har der vært cirka 100 asylansøgere om ugen, og de sidste par måneder har vi ligget på omring 200 om ugen, siger Claus Birkelyng, der også peger på, at det skyldes det stigende antal syrere.