Flere vil have plusenergihuse

Ejere af et plusenergihus behøver ikke at bekymre sig om rudekuverter fra DONG eller andre leverandører af energi. Huset sørger nemlig selv for at producere el og varme, blandt andet via solceller på taget.

Hos boligfirmaet Skovbo Villa i Vejle oplever man en stigende efterspørgsel på de selvforsynende huse.

– Flere og flere købere vil have plusenergihus, og 20-30 procent af de huse vi bygger i dag, er plusenergi, siger Lars Knudsen, salgschef hos Skovbo Villa.

Tendensen bekræftes af Nikolai Andersen, projektleder på plusenergihusene hos Boel Living i Herning:

– Vi har netop solgt vores første plusenergihus, og vi mærker en stigende interesse og efterspørgsel på husene.

Hos Esbensen, der er et rådgivende ingeniørfirma i bæredygtighed, forholder man sig dog skeptisk i forhold til, hvor populære plusenergihusene bliver på kort sigt.

– Hvis energipriserne stiger markant, vil det også betyde, at flere vil lægge de ekstra penge et plusenergihus koster. Men på nuværende tidspunkt prioriterer huskøbere anderledes. Nogle af de penge, det vil koste at installere solceller på taget, investeres i stedet for i for eksempel et nyt køkken, siger Maria Gaardsted, der er gruppeleder i energibæredygtighed og indeklima.

Sådan producerer husene energi

Mulighederne er mange for at bygge energivenligt. Nanna Lee Thusgaard er uddannet bygningsingeniør og har lavet et studie i plusenergihuse.

– I et plusenergihus kommer energi til el og varme fra jorden og solen. Ved at installere et geotermisk anlæg (vand, der er opvarmet af jordens indre, red.) samt solceller og -paneler på taget, kan man opvarme både hus, vand og mad.

Når solen skinner mest, producerer huset også mest energi. Samtidig er de varme måneder også den årstid, hvor en husstand bruger mindst energi. Men i samspil med elselskaberne går energiregnskabet op.

– Det overskud af energi, ens hus producerer i sommermånederne, bliver sendt ud i elnettet. En måler holder øje med, hvor meget energi, man har ’til gode’ hos elselskaberne, der så returnerer det i de kolde måneder, hvor huset producerer mindre energi, end man har brug for, siger Nanna Lee Thusgaard.

Hun regner med, at ejere af et plusenergi-hus på et tidspunkt kan begynde at tjene penge på energi:

– På nuværende tidspunkt kan man ikke sælge den overskydende energi, men det kan man nok i fremtiden. I nogle lande er det allerede muligt.

Rentable huse

Der er enighed i branchen om, at husene kan udvikle sig til at blive en god forretning. Der er dog forskellige bud på, hvor lang tid det tager.
 

Hos Skovbo Villa koster det nu ca. 200.000 kr. mere at købe et plusenergihus end et almindeligt hus med fjernvarme.
 

Selvom man skal låne flere penge for at kunne købe et plusenergihus, og dermed betale flere renter, bliver det efterhånden en god forretning, mener Lars Knudsen:

– En husstand bruger typisk 14.000 kr. om året på el og varme. Efter 9-10 år har et plusenergihus sparet sine ejere for så mange penge til energiforbrug, at huset er blevet en god forretning.

Maria Gaardsted medgiver, at husene bliver rentable på et tidspunkt. Men ikke allerede efter 9-10 år.

– Det tager nok nærmere 20 år. Men hvis man bliver boende så længe i sit hus, så ja, så har energiinstallationerne tjent sig selv hjem.

Læs også: Elselskaber sparer hele Københavns strømforbrug 

Læs også: Lavenergihuse tjener sig hurtigt ind