Fodbold sparker gang i psykisk syge

Motionsfodbold kan være med til at få de socialt svageste på ret kurs - Det kan være en stor gevinst for landets kommuner

Motionsfodbold kan være med til at få de socialt svageste på ret kurs – Det kan være en stor gevinst for landets kommuner

En græsplæne, et par fodboldstøvler og en fodbold. Det er vejen frem for de svageste i samfundet. Det fremgår i den nye rapport ”Åbne fodboldbaner i dagtimerne” fra Institut for Idræt på Københavns Universitet.

Når 22 svedige fodboldspillere løber rundt efter en fodbold, sker der nemlig noget helt specielt.

»De ting, der sker på fodboldbanen, gør, at vi netværker sammen. Og det kan give en masse positive oplevelser, for dem der spiller. Derfor kan det være et rigtig godt tiltag med motionsfodbold på kommunalt plan, når vi skal tage hånd om nogle af de socialt svageste,« siger lektor ved Institut for Idræt Laila Ottesen, der er projektansvarlig for ”Åbne fodboldbaner i dagtimerne”.

Det nye initiativ er allerede blevet sat i søen i Ballerup Kommune, og projektet vækker også interesse hos andre, der dagligt gør en indsats for at hjælpe psykisk syge på rette spor, bl.a. i København.

»Boldspil er som udgangspunkt supergodt til at skabe en følelse af fællesskab, og derfor kan det her initiativ også være rigtig fint for dem, der er motiverede og kan overskue det,«  siger Henrik Gundersen, der er stedfortræder på det socialpsykiatriske værested Mamma Mia i København, der også tilbyder brugerne motion. 

Praktiske udfordringer
På tegnebrættet er idéen rigtig god, men den helt store udfordring kommer, når kommunerne skal have de udsatte til at trække i deres shorts og komme ud på banerne, lyder det fra Henrik Gundersen.

»Det kan være rigtig svært at motivere dem, der i forvejen er i dårlig form eller bare ikke opfatter boldspil som en aktivitet, der passer til dem.  Tilslutningen er ofte ikke så stor i praksis, som man kunne ønske sig, fordi mange i målgruppen har svært ved det,« siger han.

Her peger Laila Ottesen på, at det er den personlige kontakt til de socialt udsatte, der er vigtig, hvis idéen skal kunne fungere i praksis.

»Det er afgørende, at vi henvender os en-til-en, når vi skal have fat i deltagerne,« siger Laila Ottesen.  

Udover at være rettet mod eksempelvis psykisk syge er motionsfodbold også velegnet til at aktivere andre grupper i samfundet. Laila Ottesen fremhæver blandt andet, at arbejdsløse unge og folk på kommunernes jobcentre kan have glæde af at løbe rundt på græsplænerne. 

Det har ikke været muligt at komme i kontakt med den projektansvarlige i Ballerup Kommune.

Læs også:

Idræt er en nøgle til integration

Japansk gåtræning hjælper sukkersyge