Radio: Derfor vil folk lytte til, at andre folder håndklæder

At lytte til ASMR-videoer kan give en følelse af eufori. Foto: Pixabay

Af Sascha Kael Rasmussen, Rune Frederiksen og Rasmus Elmdal Glud

Knitrende lyde, hviskende stemmer… Fænomenet ASMR handler om at få en følelse af afslappethed ved en reaktion på bestemte lyde.

Det meget intime fænomen bruges med forskellige formål, forklarer Helle Breth Klausen, ph.d.-studerende i medievidenskab ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet, der netop nu forsker i konceptet.

– Det er et fænomen, der i sin kerne er meget intimt og baseret på følelser af nærhed, og der er også noget intimt over at lytte til en hviskende kvindestemme. Der eksisterer da også afarter af ASMR, der er mere erotiske, men i udgangspunktet er fænomenet ikke seksuelt, forklarer hun.  

Vi drukner i stress

Mange har stor glæde af at finde ro med ASMR i en tid, hvor mange er ramt af psykiske lidelser, forklarer Helle Breth Klausen:

 – Fænomenet skriver sig ind i den aktuelle samfundsdebat i den vestlige verden, hvor historisk høje procenter af befolkningen lider af stress, angst og depression. Lidelser, der typisk forsøges løst ved i stigende grad at udskrive medicin, siger hun.

Og selvom der ifølge Helle Breth Klausen ikke er forskning nok på området, så er der ingen tvivl om, at lydterapien kan forebygge og lindre lidelserne.

Læs også: Forsker: Knitrende lyde og hviskende stemmer kan mindske unges stress

Hverdagen er betydningsfuld

Helle Breth Klausen peger på, at videoerne er et svar på en hverdag, hvor det går rigtig stærkt.

 – Det handler om, at der zoomes ind på virkeligheden på en meget hverdagsagtig måde, f.eks. foldning af håndklæder. Det kan i hverdagen synes trivielt, men i ASMR-videoer er fokusset et andet. Her handler det pludselig om håndklædets materialitet – dets folder, lyden af stoffet, farven og strukturen. Ting, man ellers ikke går og lægger mærke til, forklarer Helle Breth Klausen.

Ikke et tabu

Der er fordomme om lydterapien, forklarer Randi Stella Ulbeck Petersen, som laver ASMR-videoer på YouTube.

– Der er nok mange, der synes, at det kan opfattes som noget fetish-relateret, og nogle skammer sig over det, hvis ikke de kender til det. Der er mange, der føler, at det er et tabu at tale om, men det synes jeg ikke. Der er ikke noget at være flov over, siger Randi Stella Ulbeck Petersen.

Randi Stella Ulbeck Petersen laver ASMR-lyde på Youtube.
Foto: Sascha Kael Rasmussen

Men sådan har det ikke altid været.

 – Jeg startede med at lytte til ASMR-videoer for fem år siden. Og dengang var holdningen nok, at det var noget mærkeligt noget. Med tiden er det dog blevet mere udbredt og normalt, forklarer hun.

Sådan gjorde vi: Historien udspringer af fænomenet med ASMR, som er oplagt at formidle i radioformatet. Vi kontaktede Randi Stella Ulbeck Petersen på Facebook og besøgte hende efterfølgende i hendes hjem. Helle Breth Klausen er interviewet via telefon.