Forskning: Falske minder kan kurere depression

Falske minder kan plantes i mus hjerner, og dermed også i menneskers.  Foto: Moise Nicu
Falske minder kan plantes i mus hjerner, men også i menneskers.
Foto: Moise Nicu

Lider du af depression eller posttraumatisk stress syndrom, så kan ny fransk forskning måske tilbyde dig hjælp i fremtiden. Den franske forskning viser nemlig, at det er muligt at placere falske minder i sindet på dyr, mens de sover.

Forskerne bag projektet mener, at den nye viden, om hvordan hukommelsen kan blive manipuleret i laboratoriet, kan hjælpe depressive og mennesker, som lider af posttraumatisk stress syndrom, til at blive raske.

– Ideen er, at bruge dette til behandling af bl.a. post-traumatisk stress syndrom, udtalte den ledende forsker på projektet, Karim Benchenane, til The Guardian.

For godt til at være sandt?

Ideen om manipulation af minder er ikke ny. Projektet minder om filmen Inception, hvor Leonardo DiCaprio netop laver falske minder i hjernen på mennesker, mens de drømmer.

At kunne lave ændringer i dyr og menneskers erindring lyder, som noget der er grebet ud af en sci-fi film. Men danske forskere vurderer, at det ikke blot er ren fantasi.

– Forskningen bygger videre på forskning, der allerede findes på området. Det er forskning, som er udført efter højeste standarder og der henvises til andre meget relevante studier. Jeg har ingen anledning til at stille spørgsmål ved deres forskning, siger Hana Malá Rytter, som har en ph.d. i psykologi med fokus på kognitiv neurovidenskab fra Københavns Universitet.

Men der er ingen grund til at frygte, at mennesker i den nærmeste fremtiden får forandret deres minder med den nye forskning. Den menneskelige hjerne er uendeligt meget mere kompleks end en muse hjerne.

– Vi er meget langt fra at kunne gøre det på mennesker. Det skyldes, at vi uden videre ikke vil indplante elektroder i menneskers hjerne på samme måde som på mus. Derfor er der ingen fare for, at vi snart skulle kunne indsætte minder i menneskers hjerner, fordi det mentale rumlige kort, mennesker har i deres hjerne, er 1000 gange mere komplekst end for en mus, vurderer Hana Malá Rytter.

Læs også: Gro knogler med egne stamceller

De franske forskere planter positive minder om steder i hjernen på mus, hvilket får musene til at opsøge stedet, hvor de falske og positive minder stammer fra.

Teknikken

De franske mus fik placeret elektroder i hjernen, bl.a. på hippocampus, der særligt står for hukommelsen om steder og rum. Musene blev derefter placeret i åbne omgivelser, hvor de fik lov at gå på opdagelse. Når man oplever nye steder, laver hippocampus et rumligt kort over stederne og de oplevelser, som er blevet erfaret. Og det gjorde det muligt for forskerne at aflæse, hvilke hjerneceller som svarede til specifikke steder, hvor musene havde befundet sig i løbet af deres opdagelser.

Læs også: Dem der får antidepressiver, har brug for det

Forskerne manipulerede herefter med musenes minder om specifikke steder, som de havde udforsket, imens de var vågne. Da musene vågnede efter manipulationen af deres minder, var de målbevidste og opsøgte stedet, hvor de havde falske, men positive minder.