Fremtidens højhuse er af træ

Fremtiden byder på højhuse af træ  Foto: Morguefile
Fremtiden byder på højhuse af træ
Foto: Morguefile

Højhuse bygget af træ er en del af fremtiden. Det mener to arkitekter. Indtil nu har etageejendomme altid været domineret af beton, men bygningsenørerne er nu gået over til at bygge og renovere betonbygninger med træ. Det forklarer direktøren for Træinformation, Bjarne Lund Johansen. Han mener, at der sker noget overraskende i øjeblikket inden for etageejendomme.

– Træhøjhuse er helt sikkert noget, der er på vej frem, og vi ser det i stigende grad, da det er en meget enkelt måde at energioptimere på. Det er meget, meget sværere at gøre det med beton, forklarer han.

Højhuse pakkes ind i træ

 – Fordelen ved højhuse af træ er energien og bæredygtigheden. Det vil sige, at alt i huset kan genbruges. Det kan det normalt ikke. Da vi begyndte på projektet i 2007, var det ikke så almindeligt med bæredygtighed, det er det i dag

arkitekt Uwe Reihs.

Arkitekter er begyndt at pakke højhuse ind i lette træelementer. De har i flere år bygget tagelementer af træ på betonbygninger, fordi det er meget hurtigere end at lægge tagpap oven på beton. Det er især en fordel i tilfældet af regnvejr. Den erfaring ser man nu blive brugt på facader af huse, hvor det er meget nemmere, da der ikke kommer nær så meget vand på en facade, som der gør på et tag.

– Brugen af træ på højhuse er stigende. Det gælder i høj grad renoveringerne, men så sandelig også byggerierne. Det er ikke lang tid siden, jeg kørte forbi byggerier i København, hvor man havde valgt at pakke det hele ind i træ, lyder det fra Bjarne Lund Johansen.

Han mener også, at en af de afgørende grunde til at bygge af træ er energioptimering.

– Det er nemt at lave huse, der skal leve op til de energikrav, som vi har i dag, og som vi får i 2020. Det er ikke noget problem at lave det med træelementer, vurderer Bjarne Lund Johansen.

 Bæredygtigt og energioptimerende

Det, at bygninger af træ er bæredygtige og energioptimerende, har arkitekterne vidst i nogle år, men det er først nu, at de rigtig begynder at udnytte det. I 2009 udkom bogen Tackle Climate Change: Use Wood, der er udgivet af de Europæiske Træindustrier. På dansk er den oversat til Gør noget ved klimaeforandringerne: Brug træ. Bogen argumenterer for, at man skal bruge mere træ i byggerier og fortæller, hvordan træ og træprodukter spiller en afgørende rolle i bestræbelserne på at begrænse klimaforandringerne og formindske brugen af CO2.

Arkitekt Uwe Reihs har også oplevet, hvordan folk er blevet mere bevidste om, at bygninger i træ er mere bæredygtige end betonbygninger. I 2007 stod han for et projekt i Vejle, hvor der skulle bygges højhuse af træ. Uwe Reihs højhuse skal dog være helt uden beton, til forskel for de huse Bjarne Lund Johansen fortæller om.

– Fordelen ved højhuse af træ er energien og bæredygtigheden. Det vil sige, at alt i huset kan genbruges. Det kan det normalt ikke. Da vi begyndte på projektet i 2007, var det ikke så almindeligt med bæredygtighed, det er det i dag, uddyber Uwe Reihs.

Europas højeste træhøjhus

Uwe Reihs, der har et arkitektfirma opkaldt efter ham selv, er helt enig i, at vi vil se flere højhuse af træ i fremtiden.

Arkitekterne taler om to slags højhuse:

  • Den ene slags er en blanding af beton og træ
  • Den anden slags er næsten 100 procent træ

– Højhuse af træ er helt sikkert noget, der vinder frem. C.F. Møller har bl.a. lige fået en ordre på et højhus i Sverige, og det skal nok blive til noget, mener han.

Uwe Reihs projekt i Vejle i 2007 gik ud på at bygge Europas største træhøjhus. Han kan se flere fordele ved højhuse af træ, men projektet i Vejle blev, til stor ærgrelse for ham, ikke til noget. Han forklarer dog begejstret om projektet i Vejle.

– Vi var meget langt med projektet. Helt vild langt med det. Der var planlagt 4 højhuse, men de blev ikke bygget. Bl.a. på grund af problemer med en kloak, der skulle flyttes og ville koste i mellem 20 og 30 millioner kroner, oplyser Uwe Reihs.

Projektet havde også nogle problemer med brandsikkerheden, og med at få det til at bære. Arkitektfirmaet havde derfor et tæt samarbejde med DTU. I samarbejde fandt de ud af en masse ting, i forhold til hvordan de skulle få det til at bære, og hvad man kunne gøre med brandsikkerheden. Uwe Reihs håber på, at han i fremtiden vil kunne udføre et lignende projekt.