Håb for ensomme juleelskere trods corona

Julevenner startede i 2012 i et samarbejde mellem Røde Kors og DR. I dag står Røde Kors for at matche julevenner, hvor firmaet Boblberg er kommet til for at lave platformen, hvor julevennerne mødes. Foto: Modelfoto af Røde Kors

Julen i år bliver for mange anderledes, eftersom vi står midt i den igangværende coronapandemi. Sundhedsstyrelsens retningslinjer indebærer blandt andet, at man så vidt muligt skal begrænse antallet af mennesker, man ser. Derudover er det forbudt at deltage i offentlige og private arrangementer med over ti personer. Dette skræmmer dog hverken Røde Kors eller firmaet Boblberg, der sammen har skabt Julevenner, som er en platform og et mødested, hvor ensomme kan finde nogen at holde jul med.

Robert Olsen, der er forstander på den selvejede institution Kofoed Skole, der hjælper udsatte mennesker, forsikrer, at den københavnske institution holder jul som de tidligere år, men at de vil holde en anderledes jul, end de plejer.

– Normalt sidder vi 350 mennesker samlet i en stor gymnastiksal. Vi synger sammen og danser om juletræet, men det gør vi ikke i år. I år kommer vi til at dele folk op i grupper af ti, hvor man centralt henter mad og derefter går ud i et lokale til sin gruppe, siger Robert Olsen.

Ambitioner for flere julevenner

Tilmeldingen til Røde Kors’ tiltag Julevenner er åbnet tidligere end de forrige år. Hos firmaet Boblberg er der håb for de ensomme, der ikke ønsker at holde jul alene.

– Vi har en ambition om, at der kommer flere julevenner i år. Hvis corona ikke udvikler sig i en negativ retning, så kommer der flere. Det er vi helt sikre på, siger Rasmus Stæhr, medstifter af Boblberg.

Læs også: Radio: Cykeltur er vejen frem: Klippekort skal bekæmpe ensomhed

Sidste år holdt 1.300 mennesker jul gennem Julevenner, og hos Røde Kors er der også ambitioner om at få flere tilmeldinger, såfremt coronapandemien ikke udvikler sig i en negativ retning.

– På den ene side kunne vi forestille os, at der er færre, der tilmelder sig som juleven på grund af smittetrykket og restriktionerne. Men på den anden side er vi flere, der begrænser, hvem vi holder juleaften med. Derfor vil der være flere, som sidder alene, siger sektionsleder hos Røde Kors, Lise Lind.

Derudover bekræfter Lise Lind, at der allerede er kommet flere tilmeldinger nu end på samme tidspunkt sidste år.

Den tidligere julevært Mie Line Christensen fortæller også, at hun ikke ville være nervøs for at være juleven igen.

– I forhold til corona må man tage tingene, som de kommer og være fornuftig. Jeg sætter mig stadig på en restaurant eller på en bar, og der sidder man også tæt på folk, hvor man ikke har mundbind på. Det har overhovedet ikke skræmt mig, siger Mie Line Christensen.

Hvad er julevenner?

  • Et tiltag for dem, der holder jul ufrivilligt alene
  • Etableret i 2012 i et samarbejde mellem DR og Røde Kors
  • I 2019 kom Boblberg til og firmaet står nu for at lave den platform, hvor julevenner mødes
  • Alle kan tilmelde sig som enten julevært eller julegæst

Kilde: Rasmus Stæhr, medstifter af Boblberg

Julevenner er for alle

Rasmus Stæhr forklarer, at der ikke er nogle særlige krav til, hvem der kan være juleven. Det er for dem, der har behov for en juleaften:

– Det kan være alt fra piger og drenge ned til 20 år, men det kan også være folk oppe i årene, som har mistet deres ægtefælle. For os er det vigtigt, at Julevenner er for alle, der ikke har nogen af holde jul med, og som gerne vil holde jul med andre, siger Rasmus Stæhr.

Læs også: 250 gæster fra forskellige kulturer danser om juletræet og spiser sambusa

Konceptet Julevenner blev oprettet i 2012 i et samarbejde mellem Røde Kors og DR. I dag er det firmaet Boblberg, der står for at lave den digitale tilmeldingsplatform, hvor Røde Kors hjælper kan hjælpe med at matche dem, der har tilmeldt sig som enten julegæst eller juleven, hvis de fortsat mangler et match. Når matchet er fundet, koordinerer juleven og julegæst indbydes de praktiske opgaver eksempelvis gaver, mad, betaling og måske endda restriktioner.

Sådan gjorde vi:

Journalisten undrede sig over, hvordan corona-restriktioner kommer til at påvirke dem, der er ramt af ensomhed. Flere end normalt vil måske være alene juleaften, fordi folk ville være mere påpasselige med at invitere folk hjem. Dog ændrede denne tese sig, da vi kom i kontakt med Røde Kors og Boblberg, der fortalte, at de havde ambitioner om, at flere ville tilmelde sig Julevenner i år. Alle kilder er interviewet telefonisk.