Håndskrevne kalenderbøger hjælper Jade med at stresse af

Jade på 20 år med en af sine mange bullet journals.

Af Joachim Paulsen og Johanne Breum Jacobsen

– Jeg vil her i aften komme med min lille opfordring til, at vi sommetider gør noget andet end det, vi plejer. […] Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt – Dronning Margrethe II d. 31.12.17

Hvorfor bruge tid på at lave en flot illustration af ens nuværende yndlings-playlist på Spotify? Hvorfor tegne bøger, man gerne vil læse, i stedet for bare at læse dem? Såkaldte Bullet Journals forener ønsket om at organisere sit liv med trangen til at udtrykke sig kreativt.

Jade Sax Kristoffersen på 20 år er en af dem, som finder den umiddelbart unyttige trend nyttig:

– Jeg bruger min bullet journal til at organisere min skole, min fritid og den tid, hvor min mand og jeg er sammen med venner og familie, fortæller den travle unge kvinde, som dagligt pendler mellem familielivet i Kalundborg og studielivet i København.

Vi møder Jade mellem hendes forelæsninger i uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet, som, trods navnet, ligger i Emdrup i København. Hun kommer os smilende i møde iført en prikket skjorte, og når hun kommer tættere på, kan man se, at både fletningen, der smyger sig om hendes hoved, og de markante øjenbryn er noget, hun har gjort sig umage med.

Man kan få apps til det meste, inklusive kalender. Hvorfor bruge pen og papir?

– Jeg har prøvet at have kalender på min mobil og prøvet alle de apps, man kan få til at strukturere sit liv, men jeg glemmer at bruge dem, og jeg glemmer de aftaler, jeg har skrevet i dem. Jeg glemmer, fordi jeg ikke har fået det ud gennem hænderne – hvis jeg får det ned i min bullet journal, så husker jeg det meget lettere, fortæller hun.

Tilbage til papir

I takt med, at resten af samfundet rykker mod øget digitalisering, rykker nogle mennesker den anden vej. Såkaldte bullet journals, der er en del af den større “back-to-paper” bevægelse, er en slags kombineret kalender og notesbog. De håndskrevne bøger får alt fra minimalt sort/hvidt design til akvarelfarvede sider med glimmertape og similisten. Den danske Facebookgruppe “Bullet Journal DK” har næsten 4000 medlemmer – de fleste af dem er voksne kvinder.

Læs også: Meditation skal afstresse gymnasieelever

Den lille notesbog fungerer som meget mere end bare en kalender. Foruden den praktiske og den kreative side, har Jades bullet journal nemlig også en terapeutisk funktion:

– Da jeg var ramt af depression, og de to gange jeg havde stress, så var det rart at kunne sætte mig ned og tage tingene i mit eget tempo. Jeg har været til psykolog, og det var ikke noget for mig. Med en Bullet Journal kan jeg selv bearbejde mine tanker. Især i de tilfælde hvor man virkelig har brug for at få de dårlige tanker ud af hovedet, og det er for grænseoverskridende at snakke med andre om det, der er det vildt fedt bare at kunne skrive det ned, fortæller hun, og viser stolt en af sine 13 bullet journals.

De mange farverige illustrationer er det første, man lægger mærke til. Alt kan tilsyneladende blive til et såkaldt spread, altså en tematiseret side i bogen. Jade tror ikke selv, at hun vokser fra sin hobby. Det at lave bullet journals er nemlig noget, der passer ind i enhver livssituation:

– Det er i virkeligheden lidt dagbogsagtigt. Det fede er, at du skal ikke være kreativ eller mega struktureret. Du skal bare have en notesbog og en blyant og have lyst til at lave noget.

Klik dig igennem galleriet herunder og se, hvordan Jade har kreeret sine bullet journals.

 

One Response to "Håndskrevne kalenderbøger hjælper Jade med at stresse af"