Halloween i folkekirken: Det er noget hedensk pladder

Et halloween-arrangement i Hvidovre Kirke har mødt stor kritik fra pensioneret kirketjener.
Foto: Michael Wilson, Flickr.

(Opdateret 4. november 2019 kl. 12.59)

Bloddryppende suppe, slimede orme og edderkoppebrød hører ikke hjemme i den danske folkekirke.

Sådan lyder kritikken fra Poul Damgaard, pensioneret kirketjener, der er stærk modstander af et kommende halloween-arrangement i Hvidovre Kirke.

– Det er så langt væk fra det, kirken står for, mener Poul Damgaard, der tidligere har været ansat i Mariendal Kirke på Frederiksberg.

Til halloween-arrangementet i Hvidovre Kirke kan man foruden at spise den uhyggelige mad også udhule græskar og gå en uhyggelig tur på kirkegården.

Poul Damgaard, har selv pårørende, der er begravet på kirkens kirkegård.

– Der ligger jo nogen mennesker, som har betydet meget for en. Så skal nogle uopdragne unger ikke rende larmende rundt på kirkegården. De bør få at vide, at det er et specielt sted, og de bør ikke tumle rundt der, mener han.

Læs også: Derfor fejrer vi Halloween

Den tidligere kirketjener mener, at halloween er meget kommercielt.

– Det har ikke et klap at gøre med hverken kristendom, kulturliv eller folkeliv at gøre. Det er udansk og noget hedensk pladder, man har taget ind udefra, lyder kritikken.

Kom som heks og djævel

De fleste forbinder nok halloween med udklædte børn, der banker på husdøre efter slik – det samme gør Hvidovre Kirke. Udklædningen er nemlig også en del af det kommende halloween-arrangement i kirken. Her indbyder Hvidovre Kirke deres gæster til at klæde sig ud som alt fra hekse til djævle.

Der er kommet noget i vores kirke, som gør, at noget af respekten for det hele falder
Poul Damgaard, pensioneret kirketjener

Muligheden for at lade sig klæde ud i kirken retter Poul Damgaard sin skarpeste kritik imod.

– Der er kommet noget i vores kirke, som gør, at noget af respekten for det hele falder, siger han.

Ingen kritik

På trods af at halloween i den danske folkekirke kan kaste kritik af sig, er der mange danske folkekirker, der har tilsluttet sig denne tradition.

En af disse kirker er Skovlunde Kirke. I de fire år, hvor de har afholdt halloween, har de ikke oplevet den samme kritik, som halloween-arrangementet i Hvidovre Kirke har været udsat for. Det fastslår Karsten Lundbeck Garne, præst i Skovlunde Kirke.

– Vi har oplevet meget lidt kritik af vores halloween-arrangement. Jeg har nærmest ikke oplevet noget, fortæller han.

Læs også: Halloween boomer som højtid i Danmark

Halloween er ikke den eneste begivenhed, der har skabt røre i andedammen. Tilbage i 2010 kunne Kristeligt Dagblad fortælle om en præst fra Løkken Frikirke i Vendsyssel i Nordjylland, der havde klynget en nisse op foran kirken ved juletid. Han mente, at nisser var djævelske dæmoner.

En kristelig fidus

Karsten Lundbeck Garne fra Skovlunde Kirke kan dog sagtens se en kristelig fidus ved at holde halloween i kirken. Arrangementet begynder nemlig med en gudstjeneste.

– Det handler om at få noget kristendom ind der, hvor børnene er, og vi vil gerne tilbyde og tale om kristendom, der hvor børnene er, siger Karsten Lundbeck Garne.

Karen Lundbeck Garne slår fast, at han har svært ved at se, at det, der kommer til at ske i Skovlunde Kirke i morgen, hvor deres halloween-arrangement vil blive afholdt, vil gå imod de kristne værdier, som kritikken fra Poul Damgaard ellers bygger på.

Halloween-arrangementet i Hvidovre Kirke løber af stablen i aften d. 30. oktober, og Halloween i Skovlunde Kirke kan opleves i morgen d. 31. oktober.

Sådan gjorde vi: Artiklen udspringer fra et læserbrev i Hvidovre Avis, hvor en læser udtalte en skarp kritik af et Halloween-arrangement i Hvidovre Kirke. Sognepræsten, der er tovholder for arrangementet i Hvidovre Kirke, ønskede ikke at svare på kritikken. Alle interviews er foretaget telefonisk.