Haribo hemmeligholder produktionsdatoer

Disse poser er købt i oktober 2014 indeholder stadig de afrikanske masker.   Foto: Ann-Sophie Meyer
Disse poser er købt i oktober 2014 indeholder stadig de afrikanske masker.
Foto: Ann-Sophie Meyer

De afrikanske lakrids-masker er stadig at finde i både Skipper Mix-poserne og One Two Mix-poserne fra producenten Haribo. Haribo meddelte ellers tilbage i januar 2014, at de ville stoppe produktionen af de afrikanske maske-lakridser, da flere kunder havde følt sig stødt over lakridserne. Det afslørede NetAvisen for halvanden uge siden.

Udløbsdatoen på Haribos slikposer står anført på posernes bagside, men produktionsdatoen er udeladt.

NetAvisen har både via mail og telefon forsøgt at få Haribo til at fortælle, hvornår slikket er produceret. Men uden held. Flere forskellige adspurgte medarbejdere hos slik-producenten Haribo har sagt, at man ikke ønsker at udlevere produktionsdatoer.

Vi har også forsøgt at få svar ved at ringe til Haribos kundeservice, men her  ønskede medarbejderen heller ikke at oplyse om produktionsdatoer.

Produktionsdatoer er ikke et krav

At anføre en produktionsdato er ifølge Fødevarestyrelsen ikke obligatorisk. En virksomhed skal dog selv kunne forelægge, hvornår en vare er produceret, og det holder en virksomhed styr på ved hjælp af et såkaldt Lot-nummer, som placeres bag på alle fødevarer.

Læs også: Der er stadig ’neger-hoveder’ i Haribos slikposer

– Det er ikke obligatorisk at mærke fødevarer med produktionsdato. Nummeret med L’et foran er det, der kaldes Lot-nummeret . Lot-nummeret skal anføres af hensyn til holdbarheden. Det kan godt være produktionsdatoen, som er anført som en del af Lot-nummeret, men vi kan ikke sige, om det er det. Der skal man spørge producenten, siger kommunikationsmedarbejder Rikke Videbæk-Felby fra Fødevarestyrelsen.

Fødevarestyrelsen kan altså ikke oplyse en produktionsdato ud fra et Lot-nummer, da Lot-nummersystemet er individuelt fra virksomhed til virksomhed. Det er derfor kun producenten selv, der kan aflæse virksomhedens Lot-mærker.

One Response to "Haribo hemmeligholder produktionsdatoer"

  1. Lucas   23. oktober 2014 at 08:36

    Giv mig slik!!