Heunicke vil overvåge DSB-kunders tilfredshed

Transportministeren vil nu have halvårlige undersøgelser om DSB-kundernes tilfreds   Foto: Sjællandske Medier/Christian Mikkelsen
Transportministeren vil nu have halvårlige undersøgelser om DSB-kunders tilfredshed
Foto: Sjællandske Medier/Christian Mikkelsen

Tirsdag aften lykkedes det transportminister Magnus Heunicke (S) at blive enig med SF og Enhedslisten om en aftale, der sætter rammerne for togdriften på de danske jernbaner frem til udgangen af 2024.

Partierne bag aftalen er blandt andet enige om, at der skal stilles krav til DSB om flere tilfredse kunder, og at tilfredsheden blandt DSB-kunderne ikke må falde frem til 2024. Derfor skal DSB nu fremsende målinger af kundernes tilfredshed til Transportministeriet hvert halvår, så man politisk kan følge udviklingen.

Transportminister, Magnus Heunicke (S), fortæller i en pressemeddelelse, at det har været et politisk ønske at skærpe kravene til togdriften, så pendlerne kan få opfyldt flere af de ting, som de efterspørger:

– Pendlerne efterspørger tre ting: Flere togafgange, flere siddepladser og færre forsinkelser. Vi vil jo have folk til at tage den kollektive trafik, og så mangler det da bare, at vi kan levere det.

Læs også: Pendler: Jeg tager et tidligere tog for at få en siddeplads

DSB må ikke længere selv måle sine kunders tilfredshed
Et af de nye tiltag i aftalen er, at DSB ikke længere skal foretage sine egne tilfredshedsmålinger. Sådan har det være tidligere, men med den nye aftale lægger forligspartierne op til, at det er Forbrugerrådet Tænk, der skal gennemføre målingerne.

Hvis det bliver ved med at være galt, er det meningen, at man i forligskredsen skal sætte sig sammen med DSB og finde ud af, hvor det går galt, og hvorfor man ikke kan leve op til målene. Og så må vi jo gøre hvad vi kan for at forbedre det.
Henning Hyllested (Ø), transportordfører

Det glæder Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested (Ø).

– Det har været et ønske for os i lang tid, at det er eksterne folk, der laver kundetilfredsundersøgelserne for DSB. På den måde bliver undersøgelserne lavet af en neutral part, og det er vigtigt, siger transportordføreren.

Henning Hyllested (Ø) mener dog, at man bør brede de eksterne målinger ud, så alle tilfredshedsmålinger af kollektiv trafik i Danmark foretages af eksterne aktører.

Elementer i den nye DSB-aftale

– Øget krav om tog til tiden
– Flere siddepladser
– Nye el-tog
– Forbedringer for handicappede
– Eksterne kundetilfredshedsmålinger

DSB-aftalen er indgået af regeringen, SF og Enhedslisten.

Kilde: Transportministeriet

– Vi så meget gerne, at det blev udbredt til hele den offentlige trafik i Danmark, så de ikke måler sig selv. Men nu var muligheden der for at lave en aftale, der gælder for DSB, så det er vi selvfølgelig tilfredse med.

Læs også: Flere togpassagerer kan give bagslag

Milde konsekvenser ved faldende kundetilfredshed
Den nye politiske aftale fokuserer også på DSB’s indsats i tilfælde af ringe kundetilfredshedsmålinger. Sker der et fald på 1,0 på den benyttede skala fra én undersøgelse til den næste, skal DSB fremsende en redegørelse til Transportministeriet for tiltag til forbedring af kundetilfredsheden.

På trods af den stigende fokus på kundetilfredsheden, er der dog ikke umiddelbart lagt op til hårde konsekvenser for DSB, hvis de ikke overholder deres mål om øget kundetilfredshed, fortæller Henning Hyllested (Ø).

– Hvis det bliver ved med at være galt, er det meningen, at man i forligskredsen skal sætte sig sammen med DSB og finde ud af, hvor det går galt, og hvorfor man ikke kan leve op til målene. Og så må vi jo gøre hvad vi kan for at forbedre det.