Høje kvinder har større risiko for brystkræft

Normalt er det misundelige blikke, der kastes på lange stænger. Men måske skal kvinder hellere ønske sig høje stiletter end at blive de ekstra centimer. For højde er en risikofaktor for at udvikle brystkræft.Det viser forskning fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning.

Hvorfor høje kvinder er i risikozonen vides endnu ikke. ”Men vi ser en sammenhæng imellem højde og brystkræft”, fortæller forsker Lene Mellemkjær.

For hver femte centimeter øges risikoen
Lene Mellemkjær fortæller, at flere undersøgelser har vist, at kvinders risiko for brystkræft øges med ti pct., for hver fem cm de er højere end andre kvinder.

”Derved er der ti pct. større risiko for, at en kvinde på 175 cm udvikler brystkræft end en kvinde på 170 cm”, fortæller hun.

I studiet Kræft, Kost og Helbred deltog 23.864 danske kvinder, som blev fulgt over knap 12 år. Center for Kræftforskning undersøgte, om det primært er en bestemt type højde, der udgør størst risiko for at udvikle brystkræft. Altså om lange ben eller en lang overkrop udgør forskellig risiko.

”Benene vokser især før puberteten, og hvis det specielt er benlængden, som betyder noget, kunne det antyde, at det var påvirkninger i barndommen, som spiller en rolle”, forklarer Lene Mellemkjær om fokusset.

”Men vi kunne i vores undersøgelse ikke bekræfte, at det især er benlængden, som betyder noget for risikoen for brystkræft. Vi så, at der både er en sammenhæng med benlængden og med siddehøjde”, siger Lene Mellemkjær. Derved kunne forskerne konkludere, at ”det er den samlede højde, som er afgørende for risikoen for brystkræft.”


Andre risikofaktorer

På onkologisk afdeling på Rigshospitalet er højde ikke en faktor, lægerne beskæftiger sig med. Assisterende afdelingssygeplejerske Anne Arent har ikke før hørt om forskningen, men kalder det ”meget interessant”. Hun fortæller dog, at de på afdelingen ikke ser en sammenhæng mellem brystkræft og højden hos deres patienter.

”Det er nogle andre risikofaktorer, vi forholder os til. Såsom om patienterne har fået børn i en sen alder, om de ryger og drikker alkohol, eller om de spiser p-piller”, siger hun.