Hovedstadens folkeskoleelever kan få tilbudt undervisning i ballet og opera

‘Breakfast med Bournonville’ er en af de forestillinger, som de københavnske skolebørn kan se på Det Kongelige Teater uden for skolesamarbejdet.
Foto: Molly Grønberg Photography.

Af Maria Outze Nielsen og Line Egebjerg Knudsen

Ballettrin, kostumetegninger og operasang kan komme på skoleskemaet i alle Københavns folkeskoler. Det fremgår af en ny samarbejdsaftale mellem Københavns Kommune og Det Kongelige Teater, der er præsenteret i en pressemeddelelse fra Københavns Kommune den 27. maj 2020.

Siden 2016 har 19 udvalgte skoler i København fået mulighed for at prøve kræfter med ballet og opera i skolen. Den nye aftale er ikke blevet endeligt vedtaget endnu, men forventes at gælde fra januar 2021.

Dorthe Paulli, udviklingsdirektør på Det Kongelige Teater, mener, det er vigtigt at give folkeskolebørn mulighed for at stifte bekendtskab med den klassiske scenekunst.

– Det er ikke, fordi vi tror, at vi pludselig får en masse nye balletdansere eller operasangere, men hvis vi kan være med til at vise flere børn, at scenekunst også er en mulighed i livet, vil det være fantastisk, siger Dorthe Paulli.

Ifølge Dorthe Paulli vil folkeskolerne få tilbudt at arbejde med en udvalgt forestilling. Eleverne skal bl.a. tegne kostumer, lave kulisser og fremføre forestillingen.

– Det skal give børnene et indblik i, at det at skabe forestillinger er en kollektiv proces, og at det ikke kun handler om dem på scenen, men i høj grad om hele processen før en forestilling bliver til, siger Dorthe Paulli.

Ballet skaber fællesskab

Amager Fælled Skole er en af de folkeskoler, som siden 2016 har haft ballet på skoleskemaet.

Læs også: Teatrene har godt fat i det unge publikum

Torben Bo-Højman Jensen, skoleleder på Amager Fælled Skole, mener, at det har været godt for eleverne at være fælles om at starte på noget nyt sammen.

Kort om samarbejdsaftalen

  • Københavns Kommune har siden 2004 haft en samarbejdsaftale med Det Kongelige Teater.
  • Aftalen bliver genforhandlet hvert fjerde år. Den nuværende aftale udløber ved udgangen af 2020, hvorfor en fornyelse af aftalen er på tegnebrættet.
  • Første udkast til den nye aftale blev vedtaget d. 26. maj på et møde i Økonomiudvalget i Københavns Kommune.
  • Nu skal aftalen gennem en række beslutningsprocesser, før aftalen endeligt vedtages. Den nye aftale forventes at træde i kraft 1. januar 2021.
  • Hvert år giver Københavns Kommune knap 50. mio. kr. i støtte til Det Kongelige Teater. Med den nye aftale er 5. mio. kr. øremærket skolesamarbejdet, der tilbyder undervisningen i scenekunst til alle københavnske folkeskoler.

Kilde: Pressemeddelelse fra Københavns Kommune

– Eleverne mødes faktisk i en ny arena, hvor alle er mere eller mindre lige. De fleste har spillet fodbold før, hvor de færreste har oplevet at danse ballet, siger Torben Bo Højman Jensen.

Han mener, at fordi ballet og opera er ukendt grund for mange elever, så har det givet et nyt fællesskab.

– Det er så anderledes at træde ind på Gamle Scene og opleve en balletforestilling. Det skaber en ny form for samhørighed, ved at vi nu har noget til fælles, som vi ikke har prøvet før, siger Torben Bo Højman Jensen.

Det er eleverne i de fire fjerde klasser på Amager Fælled Skole, der har lavet klassiske balletforestillinger som Nøddeknækkeren og Svanesøen. De er blevet fremført for forældre, lærere og eleverne på skolen, siger Torben Bo Højman Jensen.

Læs også: TV: Teater på kroppen

Børn får et fælles sprog for kunsten

Pernille Welent Sørensen, ph.d.-studerende og forsker i børn og unges møde med scenekunst på Roskilde Universitet, forklarer, at det er et godt initiativ, at skolebørn kan opleve opera og ballet. Hun forklarer, at elever kan få forlænget den kunstneriske oplevelse ved at sætte ord på forestillingen, og det kræver, at der skabes et rum for det efterfølgende.

– Det, at få børn til at tænke tilbage på en forestilling og få dem til at mærke efter, hvor oplevelsen gjorde et indtryk på dem, gør, at de lærer at få et sprog for denne type scenekunst. Det kan for eksempel være ved at tegne det, skrive om det eller have en samtale med børnene om det bagefter, siger Pernille Welent Sørensen.

Læs også: “Er jeg normal?” Nyt teater iscenesætter unges seksualitet

Ifølge Pernille Welent Sørensen kan det være lærere, kunstnere eller teaterpædagoger, som hjælper børnene til at reflektere over den oplevelse, de har haft med opera eller ballet.

Jonas Bjørn Jensen (S), politisk ordfører for Socialdemokratiet i København og medlem af økonomiudvalget i Københavns Kommune, mener, det er vigtigt, at alle børn i København får lov at opleve teaterkulturen.

– Det er ønsket, at alle folkeskoler i København skal have tilbud om det her forløb. Nu er det jo nyt, så vi må se, hvor mange skoler der griber tilbuddet, siger Jonas Bjørn Jensen (S).

Sådan gjorde vi:

Artiklen udspringer af, at vi på Københavns Kommunes hjemmeside så en pressemeddelelse om samarbejdsaftalen mellem Københavns Kommune og Det Kongelige Teater, der vil tilbyde alle københavnske folkeskoler undervisningsforløb med scenekunst. Vi ringede til Københavns Kommune og til Det Kongelige Teater og kom i kontakt med nogle, der kunne uddybe aftalen. Vi ville i artiklen gerne have en skole med, som allerede har haft et samarbejde med Det Kongelige Teater. Derfor ringede vi til Amager Fælled Skole. Alle interviews er foretaget telefonisk.